CO2 dræber dyr
Foto: TV2/Nord
En gruppe borgere i Jammerbugt Kommune har længe kæmpet indædt imod planerne om, at der skal lagres CO2 i Kommunens undergrund.
Asger Møller Madsen er formand for foreningen Nej til CO2 Lagring. Han har igennem flere år kæmpet for, at der ikke skal lagres CO2 i undergrunden i Jammerbugt. Nu mener han, at et nyhedsindslag fra Canada kan have afgørende betydning i sagen.
-Nu har vi virkelig noget skyts i den her sag, nu er der noget, som folk de kan forstå. Når hunde og katte de begynder at dø af det, og de kan se, at vandet det er grønt, så synes jeg, det må være noget, der kan overbevise politikerne, for hidtil har vi haft lidt svært ved at råbe politikerne op, siger han til TV2/Nord.
I det udenlandske indslag bliver det fortalt, at et udslip fra en CO2 lagring har haft alvorlige konsekvenser for det område i Canada, hvor CO2'en er lagret. Ifølge klippet har CO2'en forurenet vandet i området, og både katte, ænder og kaniner er døde som følge af det.
Det er det svenske energiselskab Vattenfall, der ønsker at lagre CO2 i undergrunden i Jammerbugt. Kommunens Borgmester har også set det canadiske indslag.
-Jeg synes bare, det er med til at underbygge det, som vi har sagt i Jammerbugt Kommune hele vejen igennem; vi ønsker ikke at være et testcenter. Skal vi gøre nogle ting, så skal det være fuldstændig sikkert, og jeg må sige, den video fra Canada er ret skræmmende, i forhold til. hvad det kan få af konsekvenser, siger Mogens Gade til TV2/Nord.
Den 9. februar skal Folketinget tage stilling til, om CO2 lagring skal tillades I Danmark. Bliver det tilladt, kan det i følge Asger Møller Madsen ha' alvorlige konsekvenser.
-Vi frygter at Jammerbugt Kommune kommer til at ligne Canada, at det bliver ubeboeligt.