Bystyrereform udskudt
Foto: Iben Hedemann (arkiv)
Henning G. Jensen kan foreløbigt ånde lettet op. Han har tidligere kritiseret bystyrereformen, men nu ser det ud til, at reformen er udskudt til efter sommerferien.
Regeringens reform af bystyret i blandt andet Aalborg Kommune er udskudt.
Det skriver P4 København.
De store byer i Danmark - deriblandt Aalborg - skal have en ny styreform. Det står der i regeringsgrundlaget. Men beslutningen om det nye lovforslag lader vente på sig. Oprindeligt skulle lovforslaget til den nye reform nemlig fremlægges i foråret, men nu er det ifølge P4 København rykket til efter sommerferien.
- Det vil være usandsynligt, hvis man skulle nå at fremsætte et lovforslag, og vi skulle nå og behandle det politisk her kort før folketinget lukker i juni, siger Venstres Kommunalordfører Jakob Jensen.
Regeringen ønsker at indføre flertalsstyre i landets fire største kommuner, så de fungerer som resten af landets kommuner. Det betyder også ændringer i Aalborg, der i øjeblikket fungerer som et såkaldt mellemformstyre, der har elementer både fra det klassiske flertalsstyre og et rent magistratstyre.
Beslutningen om at fjerne de særlige bystyre møder ikke begejstring i Aalborg. Blandt andet byens borgmester, Henning G. Jensen (Soc.Dem.) har kritiseret reformen.
Også i Købehavn har reformen mødt modstand, og netop derfor er lovforslaget gentagne gange blevet udskudt, vurderer politisk kommentator Hans Engell:
- Det er især SF, der i regeringen har bekymringer om ideen, fordi deres lokale politikere på Københavns Rådhus ikke er begejstrede for en reform. Og op til landsmødet i partiet om to uger har man ikke lyst til yderligere ballade om sådan en lille sag lige nu, siger Hans Engell til P4 København.