Byråds-kandidater vil have mere i løn
Foto: TV2/NORD (Arkiv)
Lidt over halvdelen af kandidaterne mener, at lokalpolitikere bør få højere løn, viser Ritzaus rundspørge.
De politikere, der bliver valgt ind i landets byråd den 19. november, bør kunne hæve en højere løn end den, de i øjeblikket står til at få.
Sådan svarer lidt over halvdelen i en rundspørge, som Ritzaus Bureau har foretaget. 3296 ud af 9082 kandidater har svaret.
Lars Christensen, der stiller op for De Konservative i Thisted, mener, at det kan blive svært at få tiden til at hænge sammen.
- Der skal mange timer til, hvis man skal gøre sit arbejde som byrådsmedlem ordentligt. Det er tid, der går fra ens normale arbejde, siger Lars Christensen, der selv er assurandør.
I dag får lokalpolitikere 66.387 kroner om året i kommuner med mindre end 80.000 indbyggere. I kommuner med flere indbyggere får lokalpolitikerne 79.665. Desuden får de betaling for at være med i udvalg.
Kommunernes Landsforening er enig med kandidaterne i, at betalingen bør sættes op. Beløbet er nemlig ikke fulgt med lønudviklingen, og ifølge foreningen har det givet et efterslæb på 30 procent.
- Derfor mener vi, Folketinget bør sørge for, at efterslæbet kommes til livs. Og så skal man samtidig indføre en reguleringsordning, så vi ikke hele tiden skal have den her diskussion, siger næstformand Erik Fabrin (V).
Men tiden er ikke inde til lønstigning, mener Steffen Agger (S), der stiller op i Helsingør.
- Jeg har svært ved at skære pædagoger væk fra min søns børnehave og bagefter selv kræve højere løn, siger han og fortsætter:
- Alle kommuner har lavet massive besparelser. Jeg synes, man som politiker selv må gå forrest.
Det kan der være noget om, mener Lars Christensen.
- Men hvis man skal have udført et professionelt arbejde, koster det trods alt penge. Jeg kommer fra det private erhvervsliv, og der ved vi, at tid og kvalitet koster, siger han.
55 procent af kandidaterne svarer, at betalingen bør være højere. 44 procent mener, den er passende, og to procent at den bør sættes ned.
Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) erklærer sig klar til at kigge på lønningerne, hvis et bredt flertal i Folketinget ønsker det.