Busser kører allerede på strøm - nu skal vognmænd over i elbiler
Foto: Nordjyllands Trafikselskab
Nordjyllands Trafikselskab vil have sat yderligere skub i den grønne omstilling.
De fleste nordjyske busser kører allerede på el, brint eller biogas, og nu skal også de biler, der bliver brugt til flextrafik, være emissionsfrie.
Nordjyllands Trafikselskab (NT) opstiller nemlig strenge miljøkrav til bilerne i det EU-udbud af flextrafikken, som man netop har udsendt.
Det fortæller NT i en pressemeddelelse.
- Vi ønsker at bidrage til et grønnere Nordjylland ved at sikre, at de vogne, der transporterer vores kunder, ikke udleder CO₂ eller skadelige partikler. Hvert emissionsfrie køretøj på vejene gør en forskel for både klima og nærmiljø, siger NT’s driftschef, Erik Frederiksen.
Indfører aldersbegrænsning
I udbudsmaterialet er der krav om, at nye personbiler i NT's flåde fremover skal være emissionsfri. En nul-emissionsvogn er et køretøj, der ikke udleder nogen former for skadelige stoffer fra udstødningen som for eksempel CO₂, NOx (kvælstofoxider) eller partikler.
'Selvom elektriciteten, som elbilerne oplades med, kan have varierende klimaftryk afhængigt af energikilden, kan de betragtes som nul-emissionsvogne under kørsel. Nul-emissionsvogne kan også omfatte brintbiler, der drives af brændselsceller. Brintbiler udleder kun vanddamp, når de kører. De bidrager derfor heller ikke til lokal luftforurening,' skriver NT i pressemeddelelsen.
NT vil desuden indføre en aldersbegrænsning, der sikrer, at vogne maksimalt er seks år gamle, når de begynder at køre for det nordjyske trafikselskab. Ifølge Erik Frederiksen er dette et nødvendigt skridt for at få en grønnere vognpark.
- Ved at sikre en moderne og opdateret vognpark bidrager vi til en mere driftssikker og miljøvenlig transportløsning. Samtidig skaber vi en mere behagelig oplevelse for vores kunder, hvor sikkerhed og komfort er i højsædet, siger han.