Busser drøner over for rødt
Foto: Lone Vad Dam
Her er lyset grønt. Men et stigende antal busser kører over for rødt lys. (Arkivfoto)
Buschaufførerne i bl.a. Aalborg er så presset af stramme tidsplaner, at de i stigende grad kører over for rødt.
Stramme tidsplaner får i stigende grad buschauffører til at blæse på sikkerheden og drøne over for rødt lys.
Politiet har ikke overblik over, hvor stort problemet er, fordi politiets egen statistik ikke skelner mellem for eksempel busser, lastbiler og personbiler.
Men Avisen.dk har talt med motorsagkyndige, kørelærere og chaufførernes egne tillidsmænd i København og Aalborg. Alle bekræfter, at de såkaldte rødkørsler er et stigende problem.
- Det er rigtigt, at flere buschauffører end før kører over for gult eller rødt. Men det er ikke alle, der bryder loven, og dem, der gør, er selvfølgelig ikke glade for det, siger Hans Erik Rasmussen, der er tillidsmand for chaufførerne hos Arriva i København.
Han mener, at årsagen til rødkørslerne er, at asfalten mange steder er flået af de københavnske veje.
- Vi kører med mange forsinkelser i øjeblikket, fordi der er så mange vejarbejder i byen. Nogle accepterer det, mens andre accelererer, siger Hans Erik Rasmussen, der understreger, at han tager afstand fra de chauffører, der bryder loven.
Ask Andersen, der er næstformand i Landsklubben for 3Fs Bybus- og Rutebilchauffører, fordømmer også rødkørslerne.
- Alle er blevet mere aggressive i trafikken - også buschaufførerne - og det er selvfølgelig noget skidt, siger Ask Andersen, der mener, at flere færdselsbetjente er løsningen.
Thomas Kastrup-Larsen (Soc.Dem.) er rådmand i Aalborg Kommune og formand for Nordjyllands Trafikselskab. Han finder det "meget foruroligende", at bybussernes chauffører blæser på sikkerheden.
- Det er jo helt elementært, at det er forbudt at køre over for rødt, men det er åbenbart ikke alle, der har hørt efter i timen, siger han.
Det koster en bøde på 2.000 kroner og et klip i kørekortet, hvis en buschauffør kører over for rødt.
/ritzau/