Brugerbetaling kan kickstarte tredje Limfjordsforbindelse
Foto: Ib Christensen
Det nordjyske folketingsmedlem Preben Bang Henriksen kalder brugerbetaling 'en sur pille at sluge, men alternativet er værre'.
Behovet for en tredje Limfjordsforbindelse er der, og brugerbetaling kan være det middel, der kan gøre forbindelsen til en realitet.
Det mener i hvert fald Preben Bang Henriksen fra Venstre, som dermed læner sig op af forslag fra den modsatte side af Folketingssalen.
- Jeg kan godt forestille mig, at bilister skal give eksempelvis 20 kroner for at køre over den tredje Limfjordsforbindelse. Brugerbetaling er en sur pille at sluge, men alternativet - at vi ikke får en tredje forfindelse - er værre, siger Preben Bang Henriksen.
- Vi må i dag indse, at uanset om regeringen er rød eller blå, så står den tredje Limfjordsforbindelse ikke øverst på statsfinanserne, forklarer Bang Henriksen sin udmelding.
Hverken Helle Thorning Schmidt eller Lars Løkke Rasmussen ville i valgkampen love nogen forbindelse. Og statens økonomi har efterfølgende ikke vist sig bedre. Derfor kan påbegyndelsen af en tredje Limfjordsforbindelse måske først blive påbegyndt om fem eller 10 år med en efterfølgende seks-syvårig byggeperiode, spår Preben bang Henriksen.
- Et færdigt projekt i 2030 er både realistisk, men også helt uacceptabelt for nordjyderne og det nordjyske erhvervsliv. Med en brugerbetaling på 20 kroner vil jeg umiddelbart anslå, at halvdelen af projektet kan finansieres, siger han og henviser til andre byggeprojekter, som staten har givet tilskud til.
- Statsstøtten til betalings-broen over Roskilde Fjord (Frederikssundbroen) udgør en fjerdedel, det må vi også kunne forvente. Og lægges hertil det bortfaldne letbanetilskud på 830 mio. er vi tæt på at være i hus. Jeg har derfor i dag bedt Transportminister Hans Christian Schmidt om beregne den nøjagtige konsekvens for finansieringen ved en 20 kroners brugerbetalingsmodel. En beregning, der naturligvis stal tage højde for, at ikke samme antal biler (30.000 red.), der ville køre over en gratis bro, herefter vil også vil køre over en betalingsbro.
Preben Bang Henriksen forudsætter, at Limfjordsbroen og Limfjordstunnellen fortsat er gratis at benytte.
- Men det kræver, at vi i Nordjylland sluger en bitter pille, nemlig at acceptere en brugerbetaling på eksempelvis 20 kroner. Den smager ikke godt. Men alternativet er værre. Sker der intet, har Vejdirektoratet beregnet ”kritisk trængsel” over Limfjorden allerede i 2020, og hvordan ser det så ikke ud i 2025 eller for den sags skyld i 2030, spørger han retorisk.
Preben Bang Henriksen forudser, at:
- Trafikken vil blive præget af timelange køer i myldretiden for slet ikke at tale om situationen ved uheld. Allerede i dag kan et uheld let betyde en til to timers ventetid. En ny forbindelse vil betyde sparede rejsetimer for både private og for erhvervslivet, bedre miljø via kortere rejsestrækning samt lavere kørselsomkostninger. Vi er nødsaget til at tænke alternativt, lyder det fra Venstre-politikeren.
Folketingets trafikordførere besluttede i 2014, at den tredje Limfjordsforbindelse skal gå fra nord til syd via Egholm.