Brønderslev får gratis internet på gaden
Foto: Picasa
Brønderslev Kommune er klar til at tilbyde gratis internet til borgere og turister. Det sker i form af Street Wi-fi installeret i gadebelysningen.
Gratis adgang til internettet i det offentlige rum kan blive et nyt konkurrenceparameter blandt danske kommuner og byer. En dansk opfindelse, hvor LED-gadebelysning kombineres med lyslederbaseret Wi-Fi, giver mulighed for at tilbyde borgere, virksomheder og turister lynhurtigt bredbånd, og Brønderslev Kommune tager nu som en af de første kommuner i verden systemet i anvendelse.
- Som udkantskommune skal vi konstant være på tæerne og gøre noget ekstra for egne borgere, erhvervsliv og turister, og vi har løbende fokus på at bringe ny teknologi i anvendelse for at øge vores serviceniveau, siger borgmester i Brønderslev Kommune Mikael Klitgaard og fortsætter:
- Nu har vi muligheden for at tilbyde gratis Wi-Fi udvalgte steder i kommunen, og jeg er sikker på, at det her snart bliver udbredt mange steder og som sådan et konkurrenceparamenter i forhold til tiltrækning af borgere, turister og investeringer i det hele taget.
Den nye gadelampe er både tilsluttet EL-nettet, som en normal gadelampe, og lyslederbaseret højhastigheds-internet. Opfindelsen er især velegnet til byområder, hvor der både er brug for meget lys, og hvor det mobile bredbånd ofte er belastet af høje bygninger og mange mennesker.
Brønderslev Kommune etablerer foreløbig en testinstallation på Banegårdspladsen i Brønderslev og på busterminal i Dronninglund. Begge steder er byernes mest befærdede områder, og her vil det lynhurtige Wi-Fi kunne tilgås af borgere og turister via en Wi-Fi-menu på deres smartphone, tablet eller desktop - eksempelvis når de venter på bus eller tog eller blot er informationssøgende.
- Vi har arbejdet med løsningen længe og glæder os meget til at se den i brug. Der er ingen tvivl om, at behovet for lynhurtigt bredbånd ikke bare eksisterer i hjemmet og på arbejdspladsen, men også i det offentlige rum. Derfor arbejder vi i øjeblikket med en række projekter, hvor der skal etableres gratis udendørs Wi-Fi til bestemte målgrupper, forklarer salgs- og marketingdirektør Christian Ingerslev Sørensen fra Bredbånd Nord.
Installationen i Brønderslev indvies fredag den 20. marts 2015 kl. 11 på Banegårdspladsen, hvor borgmester og repræsentanter fra blandt andet Bredbånd Nord og S-Light vil være tilstede.