Breve fra kommunen skal være venlige
Foto: Post Danmark
Skrivelser fra Hjørring Kommune skal fremover skrives i en venlig tone og være renset for unødvendige paragraffer.
"Kære Jens! Tak for et godt møde."
Sådan vil borgere i Hjørring blive tiltalt i kommunale breve fremover, når de for eksempel har haft møde med en sagsbehandler.
Og der er tale om flere hundrede tusind breve hvert år, som skal skrives i en helt ny tone.
Brevene bliver meget mere venlige og klare og rensede for lovparagraffer og fremmedord, og lixtallet skal ned.
Det siger arbejdsmarkedschef Michael Duus Nielsen.
"Tillykke med dit nye fleksjob" eller "har du nogen bemærkninger til din sag" er klar tale, som afløser ord som "i medfør af paragrafferne i sygedagpengeloven" eller "partshøring".
Initiativet udspringer i arbejdsmarkedsforvaltningen, og arbejdsmarkedschefen tror, at den nye tiltaleform vil vinde indpas i hele Hjørring Kommune efterhånden. Omkring 100 medarbejdere og hele ledelsesgruppen har været på skolebænken hos en professionel journalist, som har lært de ansatte, hvordan man kommunikerer klart, venligt og i øjenhøjde med borgerne.
Tidligere oplevede Michael Duus Nielsen, at borgerne blev både sure og følte sig talt ned til, når de modtog et brev fra arbejdsmarkedsforvaltningen.
Han understreger dog, at der stadig vil være breve med budskaber, som ikke egner sig til den mere joviale tone. For eksempel når en borger får besked om, at sygedagpengene stopper.
Men også i disse tilfælde skal kommunikationen være klar og direkte.
Den nye stil vil samtidig spare kommunen for ressourcer, fordi der tidligere var mange borgere, der ringede ind med opklarende spørgsmål, når de havde fået et uforståeligt brev.
Samtidig bliver der en mere positiv stemning og "sænkede parader" mellem borger og forvaltning, håber arbejdsmarkedschefen.