Brandfarlig madlavning: - Det var i tide, vi kom
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Det var tæt på at gå helt galt, da en midaldrende kvinde fra Vadum mandag morgen skulle lave mad i sin lejlighed.
07.40 tikkede der en melding ind hos Nordjyllands Beredskab om en brand i en lejlighed på 1. sal på Nervøsvej i Vadum.
- Det var i tide, vi kom, må man sige. Det var ikke sjovt, hvis vi var kommet et kvarter eller 20 minutter senere, er vores overbevisning. Så havde vi måske en spredning til tagkonstruktionen. Vi var heldige, at der var en forbipasserende, der så røg og ringede 112, siger indsatsleder fra Nordjylland Beredskab Jørgen Pedersen.
Det var nemlig ikke kvinden i hjemmet selv, der ringede og meldte branden.
Nervøse for spredning
Det var i kvindens køkken, ilden var startet og herfra spredte sig.
- Vi antager, at der i forbindelse med køkkentjansen er gået ild i et komfur, og det har faktisk spredt sig op gennem emhætten og loft- og tagkonstruktion. Vi havde en vis nervøsitet for, at det havde bredt sig til netop tagkonstruktionen, siger Jørgen Pedersen.
Brandmæssigt hænger lejlighederne sammen, og derfor var Nordjyllands Beredskab også nervøse for spredning, men heldigvis kunne de stoppe ilden nede fra jorden.
Køkkenet er svært brandskadet, og lejligheden er røg- og sodskadet, men der er ingen vandskade.
Nabolejlighederne er ikke skadet, da det lykkedes beredskabet at stoppe spredningen.
På skadestuen
Kvinden er efter hændelsen blevet sendt på skadestuen til observation for røgforgiftning. Når hun bliver udskrevet, skal hun genhuses, da Nordjyllands Beredskab ikke vurderer lejligheden som beboelig.
Naboer blev ikke evakueret, men beredskabet var opmærksomme på, hvordan de kunne få dem ud i en fart, skulle det gå galt.