Brand har store konsekvenser
Foto: Johnni Isaksen
Nørlund Savværk i Nørager er brænd ned til grunden.
Selvom produktionen fortsætter, så vil det brandhærgede Nørlund Savværk i op til et helt år være præget af mandagens alvorlige brand
- Der kommer til at gå helt op til et år før vi igen kan producere på den måde vi gjorde før branden, lyder meldingen fra direktør Kim Thisted.
Det var sorteringsanlægget der mandag aften brændte ned til grunden, det betyder dog at selve produktionen på den store virksomhed kan fortsætte. Ydermere hjælper en fusion med et andet savværk på mulighederne for at undgå gener som følge af det manglende sorteringsanlæg.
- Vi har en anden fabrik i Tjele, hvor vi i øjeblikket har en del ledig kapacitet. Den vil vi bruge, for på den måde at afhjælpe de problemer branden har medført. Og vi håber naturligvis på forståelse hos vores kunder for at tingene ikke kører helt optimalt den kommende tid, fortæller Kim Thisted.
Han understreger samtidig, at alle medarbejdere på virksomheden beholder deres job, selvom nogen måske bliver bedt om at arbejde en periode i Tjele.