Botilbud møder hård kritik
En medarbejder på botilbuddet "Alternativet", der er et sted for voksne kriminelle og pskiatriske patienter, kritiserer nu offentligt sin arbejdsplads for at tilbyde en "slaveløn". Han sætter også spørgsmålstegn ved stedets faglig niveau.
Svend Erik Ottesen, der er uddannet socialpædagog med 14 års erfaring, arbejder 10 døgnvagter om måneden. For det får han en månedsløn på 24.000 kroner. Omregnet svarer det til en timeløn på lidt over 100 kroner - og en arbejdstid langt over det normale. Ifølge ham er det lønniveauet blandt de ansatte.
Socialpædagogernes formand i Nordjylland, Peter Kristensen, mener, at Svend Erik Ottesen skulle have haft omkring 35.000 kroner om måneden. Han beklager, at opholdsstedet, med hjemsted på flere adresser i og omkring Hjørring, ikke har tegnet overenskomst med Socialpædagogernes Landsforbund.
TV2/NORD har forsøgt at få en kommentar fra manden bag opholdsstedet, Thomas Kudahl, men han henviser til stedets advokat, Kirsten Høier. Ifølge hende er "Alternativet" parat til at tegne overenskomst, hvis man kan nå til enighed med Socialpædagogisk Landsforbund. Den konkrete kritik af lønnen vil hun ikke forholde sig til.
Svend Erik Ottesen kritiserer også den faglige standard.
- Der er alt for få faguddannede. Jeg er en af de eneste. Der er for eksempel en bartender og en slagter ansat. Derudover er der mange uuddannede, siger Svend Erik Ottesen.
Til den kritik siger advokat Kirsten Høier: - Min klient ("Alternativet") har det personale, som, de mener, skal til for at løse opgaven på den rigtige måde.
Svend Erik Ottesen er sygemeldt på grund af en arbejdsulykke, hvor en beboer overfaldt ham. Han søger nyt arbejde.