Bornholmsk entreprenør overtager
Foto: Kim Christiansen
Det er den bornholmske entreprenør og hotelejer, Jens Wendell, der er klar til at investere 250 millioner kroner i en del af Nordhavnen i Nørresundby.
Jens Wendell køber havnearealet af Aalborg Havn og vil i løbet af de næste to år blandt andet bygge et selvbetjeningshotel og kontortårn i syv etager.
Det er området mellem Limfjordsbroen og korn og foderstoffirmaet Hedegaard, der har været i udbud, og Jens Wendells projekt er valgt, fordi det matcher planerne for hele havnefronten.
- Det gik lige efter bogen, jeg er glad, siger borgmester Henning G. Jensen (Soc.Dem.), om salget af det 12.500 kvadratmeter store areal, der blev solgt efter at have været i offentligt udbud i få måneder.
Købsprisen er ikke oplyst, men Jens Wendell oplyser, at der skal investeres omkring 250 millioner kroner i hele området.
- Beliggenheden er fantastisk, siger den nye ejer, som har planer om hotel, dagligvarebutik, restaurant, boliger og erhvervslokaler.
Projektet ventes at være færdig om to år, men kræver dog en ændret lokalplan for at blive til noget.