Borgmester om ny økonomiaftale: - På nogle områder vil der komme besparelser
Foto: TV 2
- Det sociale område har i rigtig mange år i rigtig mange kommuner krævet flere penge, end vi har haft på budgetterne, siger Arne Boelt.
Der er penge til flere ældre og flere børn i den nye aftale for kommunernes økonomi, men der mangler penge på socialområdet, mener Arne Boelt (S).
Nu er økonomien for kommunernes budget næste år på plads. Regeringen og KL indgik tirsdag aften en aftale. Og den vil betyde forringelser på socialområdet, vurderer Hjørrings borgmester Arne Boelt (S), der også er formand for de nordjyske kommuner.
- Knasten i de her forhandlinger er socialområdet. Der har vi kun fået noget tekst ind; altså at det er lovligt at finde effektiviseringer, ellers bliver det svært for os at håndtere den stigning, der har været indenfor det område, siger Arne Boelt.
- Penge til at køre ligeud
Aftalen vurderer Boelt generelt således, at kommunerne "kan køre ligeud" i forhold til den demografiske udvikling på børne- og ældreområdet. Men altså ikke for socialområdet.
- Det sociale område har i rigtig mange år i rigtig mange kommuner krævet flere penge, end vi har haft på budgetterne. Og vi er nødt til at få talt om det, for vi kan ikke finde penge til det, siger Arne Boelt.
I forvejen ligger de nordjyske kommuner lavt i forhold til eksempelvis København, når det gælder økonomi til udgifter pr. barn og ældre over 67 år. En pointe som Arne Boelt i de senere år har forsøgt at få landspolitikerne til at kigge på i forbindelse med det kommunale udligningssystem - indtil videre uden større held.
Økonomiaftale vs. udligningssystem
* Kommunernes økonomi er styret af en lang række faktorer.
* En af dem er den årlige økonomiaftale mellem regeringen og Kommunernes Landsforening, der sætter rammen for næste års budget. Den seneste blev indgået tirsdag aften.
* Så er der det kommunale udligningssystem, hvor man fordeler skatteindtægter og tilskud fra staten til de 98 kommuner ud fra et meget komplekst system, der har det overordnede formål at give kommunerne "et nogenlunde ensartet serviceniveau".
* Systemet har næsten altid været under kritik. De kommuner, der modtager penge, synes, at de får for lidt i udligning. Omvendt synes de kommuner, der skal aflevere en del af de indsamlede skattekroner, at de betaler for meget.
* Den seneste justering af udligningssystemet fandt sted i 2019.
Sorte skyer i horisonten
Hjørrings mangeårige borgmester tror på, at det første budget - altså for 2022 - nok skal lande i kommunerne, men derefter ser han sorte skyer i horisonten.
- På nogle områder vil der komme besparelser, siger Arne Boelt.
Er dét det samlede billede for de nordjyske kommuner?
- Det vil jeg vurdere, og nogle kommuner er hårdere ramt end andre, vurderer han.
Se det fulde interview med Arne Boelt her: