Borgmester- kandidat presses
Venstres borgmesterkandidat i Aalborg, Tina French, fastholder, at hun ikke har haft med driften af familiens landbrugsselskab at gøre - selvom det nu er kommet frem, at hun har holdt foredrag om gårdens produktion.
Venstres borgmesterkandidat i Aalborg, Tina French Nielsen, fastholder, at hun ikke har haft med driften af familiens landbrugsselskab at gøre - selvom det nu er kommet frem, at hun har holdt foredrag om gårdens produktion.
Borgmesterkandidaten er som medejer af landbrugsselskabet tiltalt for ulovlig overproduktion og risikerer bøder og konfiskation i millionklassen.
Foredraget, der er blevet præsenteret på Agrinords årsmøde i marts sidste år, indeholdt indgående redegørelser omkring produktionen og budgettet på Landbrugsselskabet Viderupgård. Få dage efter står hun frem på TV2Nord, efter at Aalborg Kommune har politianmeldt landbrugsselskabet. Og her afviser hun at have med driften på gården at gøre.
Her halvandet år efter foreligger et anklageskrift, og rådmanden fastholder stadig, at hun ikke har ansvar for selve driften. Med de nye oplysninger om foredraget bliver rådmanden nu yderligere presset på, om hun har haft med driften på gården at gøre eller ej. Selv afviser hun fortsat.
- Mine brødre spurgte mig, om jeg ville holde oplægget, for jeg er vant til den slags. Det gjorde jeg så, og jeg holder gerne igen sådan et oplæg, siger Tina French til TV2Nord.
Sagen kommer på det værst tænkelige tidspunkt for Tina French, der om få måneder vil forsøge at erobre borgmesterstolen for Venstre i Aalborg.