Borgmester frygter sygehuslukning
Hans Ejner Bertelsen kan ikke få hverken be- eller afkræftet fremtiden for sygehusafdelingen i Nykøbing Mors.
I et læserbrev bragt på limfjordupdate.dk lufter borgmester i Morsø Kommune Hans Ejner Bertelsen (V) sin frustration over ikke at kunne få et klart svar omkring fremtidsplanerne for Sygehus Thy-Mors' afdeling i Nykøbing Mors. I forbindelse med den nye sygehusstruktur og supersygehuset i Aalborg frygter borgmesteren, at Morsø mister sit lokale sygehustilbud og de omkring 50 arbejdsplaser, der hører med.
- Jeg bliver dybt bekymret, når jeg uofficielt hører, at embedsmændene i oplægget til struktur foreslår lukning af alle sygehusaktiviteter i Nykøbing, skriver borgmesteren blandt andet i læserbrevet, som du kan læse i fuld længde her.
- Jeg tillod mig at forelægge rygtet om lukning i Nykøbing, da jeg mandag i denne uge mødtes med Regionsrådet, som var på besøg i Nykøbing, og der var desværre ikke nogen af de tilstedeværende regionsrådsmedlemmer, som ville afvise - endsige aflive - rygtet, skriver Hans Ejner Bertelsen videre.
Borgmesteren mener videre, at en eventuel lukning af sygehuset vil virke i strid med tidligere politiske udmeldinger om regional udvikling. Ifølge ham vil det koste både nærhed og arbejdspladser.
Den endelige afgørelse træffes til juni.