Borgmester angriber "Låsby-udlejere"
Webclip på tv2nord.dk
Hjørring Kommunes borgmester vil nu have ryddet op i antallet af private udlejere, der bruger ulovlige metoder.
I forbindelse med sagen om 52-årige Eddi Erland Sørensen fra Tårs, der under kummerlige forhold lå død i sin lejlighed i flere dage, inden udlejeren fandt ham, blæser Hjørrings borgmester Arne Boelt nu til angreb mod nedslidte lejemål og tvivlsomme lejekontrakter, som der ifølge borgmesteren er flere af i Hjørring Kommune.
- Sådan en situation, som der har været i Tårs, det animerer os til at gøre endnu mere i forhold til at komme de her plattenslagere til udlejere til livs, for det her er noget af det grelleste, jeg nogensinde har set, siger Hjørrings borgmester Arne Boelt.
Eddie Erland Sørensen boede under tvivlsomme vilkår til leje på Bredgade 122 i Tårs, indtil han døde. Eddie havde ikke folkeregisteradresse, huslejen blev betalt kontant, og ifølge kommunen var det krejleren og boligspekulanten Låsby-Svendsen, der anbefalede Eddie at kontakte udlejer Jørgen Christiansen.
Jørgen Christiansen afviser, at lejemålet med den nu afdøde Eddie Erland Sørensen skulle være i strid med lejeloven. Han mener i stedet, at kommunen svigter de dårligst stillede.
- Kommunen vil kun give til deres egne boliger, for de skal have fuld udlejning, så det ser godt ud i kommunekassen. Så kan vi andre få lov til at tage det, kommunen ikke vil have, siger udlejer Jørgen Christiansen.
Hjørring Kommune har nu nedsat en arbejdsgruppe til at undersøge - ikke bare Jørgen Christiansen - men også andre mistænkelige udlejningsboliger.