Bordel stadig aktivt
Foto: Peter Mortensen (Arkiv)
Et thailandsk ægtepar skal torsdag for retten anklaget for menneskehandel og rufferi. Et af de bordeller de har drevet er stadig i gang.
I baggården på Asylgade 29 i Frederikshavn kan man stadig købe sig til sex.
Adressen bliver ellers sat i forbindelse med en sag om omfattende menneskehandel, hvor et Thailandsk ægtepar i årevis har tvunget thailandske kvinder til prostitution. Ægteparret blev varetægtsfængslet i december sidste år.
I lejligheden er der for øjeblikket to thailandske kvinder. De ønsker ikke at stå frem, men de har til TV2/Nord sagt, at de er der af egen fri vilje, og at der ikke er nogen, der tvinger dem.
Ifølge Chefadvokatur Peter Rask fra Nordjyllands Politi er det ikke nødvendigvis ulovligt.
- Hvis de har lov til at arbejde, ikke bliver tvunget og betaler deres skat, så er der ikke noget problem med det, siger Peter Rask.