Boligforening afviser overvågning
Foto: Michael Kragmann
På trods af uro og ildspåsættelser vil Himmerland Boligforening ikke sætte kameraer op.
På trods af den voldsomme uro i Aalborg Øst med flere påsatte brande har Himmerlands Boligforening besluttet ikke at sætte videoovervågning op i området, og det frustrerer flere borgere.
- Jeg synes, at det er dumt. Det kan godt være det vil være dyrt i starten, men så kan de finde ud af, hvem synderen er, siger Peter Staun, der bor på Tambosundvej i Aalborg Øst.
Himmerland Boligforening besluttede på et bestyrelsesmøde i går, at de ikke vil ændre deres politik omkring videoovervågning. De mener ikke, at kameraer på hushjørnerne løser problemerne. Gerningsmændene kan bare skjule sig med elefanthuer, siger formanden Ib Fruensgaard.
- Vi bliver jo ikke pludselig Voldsmose, fordi der har været tre brande herude. Det er da forfærdeligt, og der skal da gøres noget ved det, men vi mener ikke, at videoovervågning klarer det, siger formand for boligforeningen Ib Fruensgaard.
Lejerbo Boligforening satte i 2008 videoovervågning op for at nedbringe kriminaliteten i området, og her i foråret opklarede Nordjyllands to påsatte containerbrande på baggrund af Lejerbos videomateriale.
- Jeg tror helt sikkert, det har skabt noget tryghed for vores beboere herude. Det siger de på vores beboermøder og trivselsundersøgelsen, at det har skabt noget mere tryghed herude, at vi har den her videoovervågning, siger Pia Hesselvig, der er forretningsdirektør i Lejerbo.