Bøgelunds karriere lakker mod enden
Foto: Allan Storkborg
Kasper Bøgelunds fodboldkarriere slutter formentlig efter denne sæson.
Den skadesplagede AaB-forsvarer regner med et karrierestop næste sommer.
Der er sandsynligvis ikke lang tid tilbage af Kasper Bøgelunds fodboldkarriere. Den 31-årige forsvarsspiller har været svært skadesplaget, og har i den seneste sæson ikke haft mange optrædener for AaB.
- Jeg har svært ved at forestille mig, at jeg fortsætter med at spille fodbold, når min kontrakt med AaB udløber næste sommer, siger Kasper Bøgelund til sporten.dk.
Det er de lange skadesperioder, der ligger bag overvejerlserne om et karrierestop. Godt nok har Bøgelund været skadesfri og i truppen til de første fire superligakampe i denne sæson, men i fredagens hjemmekamp mod FC Midtjylland er han ikke at finde blandt Kent Nielsens udvalgte.
Henrik Dalsgaard ser ud til at have sat sig på pladsen som højre back, hvor Kasper Bøgelund ellers har spillet, og det er tvivlsomt, om den 31-årige Bøgelund vil kunne fravriste unge Dalsgaard den position.
Kasper Bøgelund har endu ikke besluttet, hvad han skal lave, når støvlerne lægges på hylden, men en mulighed er at blive i sportsverdenen.
- Fodboldtræner bliver jeg i hvert fald ikke. Det ligger slet ikke til mig. Men måske bliver jeg massør. Med alle de skader, jeg gennem årene har haft, har jeg oparbejdet masser af erfaring i, hvordan en krop behandles, når den er godt brugt efter en fodboldkamp, siger Kasper Bøgelund til sporten.dk.