Bør nordjyske skoler indføre senere mødetider? Ja, hvis det giver mening, siger formand
Foto: Linda Kastrup / Ritzau Scanpix
Skoler og kommuner må selv beslutte, om eleverne skal møde senere - så længe eleverne i udskolingen er i skole 35 timer ugentligt.
Flere skoler rundt om i landet har besluttet sig for at indføre senere mødetid, så udskolingseleverne kan få omtrent en times ekstra søvn, inden klokken ringer ind til undervisning.
TV2 Nord har spurgt Claus Nielsen, der er formand for organisationen Skole og Forældre, om han mener, det er en god idé for nordjyske klasser.
Og han er ikke afvisende overfor idéen, der bakkes op af søvnforskere. Den eneste regel er nemlig, at de unge skal være i skole mellem klokken 8 og 16.
- Så hvis elever, forældre og skole kan blive enige, kan man selv sætte principperne for, hvordan dagen skal indrettes. Hvis det er muligt, så prøv det da af. Eksperterne foreslår det jo, siger Claus Nielsen.
Undgå konflikt
Han understreger dog, at det kun bør være for teenagere i udskolingen, mødetiden bør ændres for.
- Det er primært elever i 6.-9. klasse, forskerne har koncentreret sig om, og her kan vi se, at søvnen har en indflydelse på elevernes trivsel og på deres skoledag, siger Claus Nielsen.
Elever kan gennem elevrådsrepræsentanter selv foreslå en senere mødetid, når der på de enkelte skoler er møder i skolebestyrelsen.
Claus Nielsen opfordrer dog til, at der ikke bliver lagt op til strid mellem skoleleder, medarbejdere og elever.
- Alle skal synes, det er en god idé at prøve, ellers bliver det ikke godt, siger han.