Bo har penge til gode fra skandaleejer, men et spørgsmål står stadig ubesvaret
Den tyske skandale-ejer af Jammerbugt FC ødelagde alt det, Bo Zinck havde bygget op. Og udover penge mangler Bo stadig svar på et altoverskyggende spørgsmål.
- Det er en vanvittig historie.
Bo Zinck er tilbage i dansk topfodbold.
Den nordjyske kulttræner har gjort comeback i chefstolen hos Vendsyssel og er begyndt med to sejre ud af to mulige i NordicBet Ligaen.
Sidst han var i den liga, var det på ganske andre præmisser.
Der skete det - med Bo Zincks egne ord - som en af de største præstationer i dansk topfodbold.
Men så kom der en tysker.
Og han skylder stadig Bo Zinck penge.
- Jeg har stadig noget til gode, siger Bo Zinck i denne uges udgave af Tredje Halvleg med Brix & Jørgensen.
Der tales selvfølgelig om Klaus Dieter Müller, den tyske kaosklub-ejer.
Og Bo Zinck regner da heller ikke med at få sit tilgodehavende. Især ikke når tyskeren skylder 80 millioner til det tyske skattevæsen.
Men som en af de allervigtigste personer i humlebifortællingen om Jetsmark IF, der blev til første divisionsklubben Jammerbugt FC, har træneren stadig svært ved at huske tilbage på hvordan man kunne være så blind for tyskerens løgne.
- Han kunne jo tryllebinde folk med hans måde at snakke på. Jeg kan huske, at vi var oppe til et møde, hvor han havde indkaldt alle dem, som han skyldte penge.
- Og da de kom ud fra det møde, der sagde de alle sammen, at nu får vi pengene, husker Bo Zinck.
Men det skete selvfølgelig ikke.
Hvorfor?
Det bizarre for Bo Zinck, midt i virvaret af prøvespillere, racismeanklager og papirnusseri, var, at han ikke kunne gennemskue hvorfor.
For klubben havde en gæld på godt et par millioner, da Klaus Dieter Müller kom til. Og den blev fjernet. Ingen ved med hvilke penge, men væk var de.
Og derfor savner Bo Zinck stadig svar på ét altoverskyggende spørgsmål.
- Det er jo det, jeg godt kunne tænke mig at vide: Hvorfor er det, at du gør det? Vi ville jo kun hjælpe dig. Vi var jo også interesseret i at få en historie om, at humlebien fløj endnu højere opad.
Anklager om racisme
Da tyskeren selv forlod klubben, og den blev opløst og banket tilbage i serierækkerne, efterlod han også håbefulde afrikanere (primært) i en lille, nordjysk flække.
Spillere, som havde gjort Pandrup til hjem, og hvor de lokale tog sig kærligt af dem. Bo Zinck var selv en af dem.
Derfor blev det først pinligt, da tyskeren anklagede lokalbefolkningen for racisme.
- Man skal jo forestille sig, at det er ens egne børn. Man kan jo ikke bare sige, at de skal være med det: "Det må I selv klare." Mørk, hvid, gul eller grøn - de skal jo hjælpes, fortæller han.
- Hvis mit barn stod i Nigeria, så håber jeg også, at der er nogen, der hjælper dem. Og derfor forsøgte vi at få dem i en rigtig, rigtig fin lejlighed. Og det fik vi også via vores netværk.
Han nævner eksempler på pengeindsamlinger og cykelreparationer.
- Vi hørte også historier om, de handlede nede i brugsen, og de kunne ikke betale det, de havde puttet på båndet. Og der stod nogen bagved og sagde: Det skal jeg nok betale det der. Det var jo fantastisk. Sådan er lokalsamfundet!
Statue eller stop
Gradvist blev løgnene flere og flere, men Bo Zinck kan stadig ikke sætte tidspunkt på, hvornår tiøren faldt.
- Der er nogle spillere, der kommer ind, der skal være 1,96. Og de er kun 1,79. Og lige pludselig efter en Horsens-kamp sidder der fem oppe i cafeteriet. Mads Larsen (venstre back, red.) spørger mig, hvem de er, husker han.
Men han kan ikke svare sin venstre back.
- Efter den Horsens-kamp aftaler vi om tirsdagen at det er slut, siger han.
Bo Zinck kaldes til møde og meget sigende for hele forløbet, er det med ret forskellige forventninger, de to herrer går ind til mødet med.
- Jeg spørger jo ham, om han vil lave en statue af mig, griner Bo Zinck i dag.
Han mener, de skal gøre noget andet.
- Så siger jeg til ham, at jeg har det virkelig skidt, hver gang jeg ser dig, husker Bo Zinck.
Ingen kunne gennemskue løgnene
Faktisk var der et tilfælde, nævner han i Tredje Halvleg, hvor han ikke ligefrem glædede sig til at sætte sig i bilen og køre op til Klaus Dieter Müller i det sommerhus ved vestkysten, hvor han havde indlogeret sig.
Overfor Mogens Jørgensen lod han - med et glimt i øjet - vide, at han var nødt til at ringe til nogen og sige, han kørte hjem til tyskeren.
- Det var jo en person med mange..., siger Bo Zinck og holder en pause.
- Han var jo en kameleon på mange ting.
- Hvis folk kunne have gennemskuet ham, så ville jeg gerne møde dem. Der er vel også et bankvæsen i Tyskland, der mangler 80 millioner, så han kunne jo tale, han var pæn i tøjet, velformuleret. Han var jo fantastisk i samtaler.
Nu er tyskeren væk.
Det samme er Jammerbugt FC.
Men Bo Zinck er altså tilbage - efter et kort intermezzo i AaB og som træner i Fortuna Hjørring.
Og redningsmanden i de to første Vendsyssel-kampe har meget passende to gange været Lasse Steffensen, som Bo Zinck har trænet siden ungdomsårene i Jetsmark.
Du kan høre meget mere til 'tyskeren', men også den pludselige fyring i Thisted, hvorfor Arden-knægten aldrig er endt i Hobro og meget mere i denne episode af Tredje Halvleg. Hør eller se den herunder.