Blandet motorvejs-reaktion på Egholm
Nogle var triste, nogle opgivende mens andre var glade i dag på Egholm.
På Egholm var stemningen i dag blandet efter nyheden om, at en tredje limfjordsforbindelse kommer til at gå over øen.
Meningerne var delte på Egholm, da det i dag stod klart, at en tredje limfjordsforbindelse kommer til at gå over øen.
Henrik Mørch Christensen, der i lang tid har kæmpet mod en forbindelse over øen, er skuffet.
- Som øboer er det ikke rart, at få sådan en besked. Jeg synes ikke, der er blevet lyttet til demokratiet, når man tænker på, at et stort flertal i Nordjylland har været i mod en forbindelse over øen.
Længere nede af vejen er holdningen en anden. Her driver Holger Thomsen sammen med sin kone et hotel og har samtidig 280 hektar landsbrugsjord på øen. Her ser parret muligheder i motorvejsforbindelsen.
- Der vil da helt klart komme mere opmærksomhed omkring øen, når flere opdager den. Der er altid plusser og minusser ved sådan en beslutning her, men jeg ser positivt på det, forklarer Holger Thomsen.
Den udmelding er Henrik Mørch Christensen dog langt fra enig i.
- Folk kommer jo herud for at få ro og slappe af. Hvis der kommer en motorvej, bliver turisterne da væk - det siger sig selv.
SF og Enhedslisten står som de eneste partier uden for aftalen om en tredje limfjordsforbindelse over Egholm. Der er endnu ikke bevilget penge til projektet.