Kort Nyt

Blæst og regn nytårsaften: Styrelse advarer om fyrværkeri på farlig kurs

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Fyrværkeri, regn og blæsevejr kan være en yderst farlig kombination. 

Og da fyrværkeri hører sig til nytårsaften, og der samtidig bliver meldt om blæsevejr og regn, advarer Sikkerhedsstyrelsen på forhånd forud for årets sidste aften.

Vådt fyrværkeri og blæsevejr kan få blandt andet raketter på en anden kurs end den planlagte, så det gælder om at være ekstra opmærksom, hvis det nye år skal skydes ind.

Læs om reglerne for fyrværkeri herunder:

Det skriver Sikkerhedsstyrelsen i en pressemeddelelse. Især sikkerhedsafstanden skal tages seriøst - og det er samtidig smart lige at blive opdateret på reglerne.

- Der står på fyrværkeriet, hvor stor en sikkerhedsafstand man skal holde til det. Men når det blæser, skal den afstand øges, så man mindsker risikoen for skader. Hvis det blæser mere end fem meter i sekundet, skal man faktisk fordoble sikkerhedsafstanden, lyder det fra Nicoline Zederkof Jensen, kontorchef i Sikkerhedsstyrelsen.

De fem fyrværkeriråd

  1. Brug altid beskyttelsesbriller.

  2. Brug kun godkendt og aldrig hjemmelavet eller ulovligt fyrværkeri.

  3. Hold aldrig tændt fyrværkeri i hånden.

  4. Hold sikkerhedsafstanden, og læn dig ikke ind over fyrværkeriet.

  5. Gå aldrig tilbage til en fuser.

Kran væltet - har spildt 6000 liter væske og giver muligvis flammer

Nordjyllands Beredskab er kørt til Testcentervej lidt nord for Thisted, hvor meldingen lyder på, at der er væltet en kran, som muligvis giver flammer.

Det skriver Nordjyllands Beredskab på X.

Beredskabet er fremme på stedet, og de kan også fortælle, at der er spildt 3000 liter hydraulikolie og 3000 liter diesel i samme forbindelse. Der er også tilkaldt assistance fra en miljøvogn til stedet.

Opdateres...

Telefoni er tilbage i normal drift

I løbet af torsdagen har TDC været ramt af massive problemer med sin telefoni, hvor flere af deres kunders telefoner ikke har fungeret i forhold til opkald.

Der har eksempelvis været problemer med at ringe 112, men nu skulle problemet være løst. Det skriver TDC på sin hjemmeside.

"Vi kan bekræfte, at vi er tilbage til normal drift. Trafikproppen på nettet er overstået, og vi begynder nu at kigge på, hvad der forårsagede den", skriver telefonigiganten.

Mand i drukneulykke er nu identificeret

Onsdag morgen klokken 7 blev en mand fundet i vandet ved Honnørkajen i Aalborg, og han er nu blevet identificeret.

Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse, hvor de også skriver, at de pårørende er underrettet.

Nu har Nordjyllands Politi nemlig fastlagt, at det er en 26-årig mand fra Nordjylland, som blev fundet. Det har dog taget cirka halvandet døgn før politiet kunne fastlægge hans identitet.

- Vi har i dag underrettet mandens pårørende, og derfor melder vi nu også ud, at vi har identificeret manden, og at vi ikke længere søger vidner eller oplysninger i sagen. Vi vil gerne sige tak for de henvendelser, vi har fået, lyder det fra vagtchef René Kortegaard-Jensen, Nordjyllands Politi, i pressemeddelelsen.

Mandens tilstand er stadig kritisk, og han er derfor fortsat i kunstig koma.

Det var klokken 06.59 onsdag, at politiet fik meldingen om en drukneulykke ved Honnørkajen, da en mand var blevet set i det kolde vand.

Derfor rykkede politiet straks til stedet sammen med ambulance, helikopter og dykkere. Efter en times tid lykkedes det at redde manden op ad vandet, hvor han modtog livreddende førstehjælp og blev bragt til Aalborg Universitetshospital i livløs tilstand.

Togdriften genoptages efter signalfejl

I det meste af Jylland har togdriften været hårdt ramt i eftermiddagstimerne, men Banedanmark skriver på sin hjemmeside, at udfordringerne er ved at være løst.

"Det digitale signalsystem i Vest er oppe at køre igen. Togene kan køre. Trafikalt forventer vi, at der vil være timedrift fra kl. 20.00. Vi går nu i gang sammen med vores leverandør med at undersøge problemerne de kommende dage. Tjek MitTog og Rejseplanen," skriver Banedanmark.

DSB oplyser kort efter, at de håber og forventer, at togene mellem Aalborg og Aarhus snart vil køre, men at det stadig er togbusserne, som står for at fragte passagerer mellem de to store byer.

Politiet leder efter Jakob - er ikke set siden mandag

Ikke siden mandag har familien til den 52-årige Jakob hørt fra ham, og derfor er de nu meget bekymrede.

Det skriver Nordjyllands Politi på X, som i øjeblikket leder efter ham.

Jakob er sidst set i Rørbæk ved Nørager. Han er iført en blå dunjakke og grå/blå joggingbukser.

Vagtchef hos Nordjyllands Politi Rene Kortegaard fortæller til TV2 Nord, at de fik anmeldelsen klokken 10 torsdag formiddag.

- Og så håber vi på, at folk i området vil kigge i udskure, garager eller lignende i et håb for at finde ham, da han kan være søgt i ly for vejret. Vi har selv ledt efter ham siden anmeldelsen, men det er svært, når vi ikke har meget at gå ud fra. Mandag er lang tid siden, så vi håber på hjælp, siger Rene Kortegaard.

Hvis man har set Jacob eller ved, hvor han befinder sig, kan man ringe til politiet på 114.