Bjarne Laustsen vil have svar i sagen om Scandinavian Star
Foto: TV2/Nord
Nye oplysninger for socialdemokraten til at kræve svar.
I den forløbende uge har nye oplysninger omkring Scandinavian Star floreret. Nu vil Bjarne Laustsen have svar fra Erhvervsministeren.
Bjarne Laustsen (S) har stillet en række spørgsmål til Erhvervsminister Troels Lund Poulsen (V). Bjarne Laustsen vil have svar på, hvad Søfartsstyrelsen vidste dengang, og hvilke oplysninger de gav videre til folketinget.
Udover det, så vil det nordjyske folketingmedlem også gerne vide, hvorfor det dengang kun var hovedbranden, der blev undersøgt og ikke alle de anstiftede brande.
- Vi skylder de pårørende at komme til bunds i denne sag. Desuden var der en hovedmistænkt dengang, og det er jo nærmest justitsmord. Så også for hans skyld, skal vi have opklaret den her sag, siger Bjarne Laustsen (S).
En dansk lastbilchauffør har siden 1991 været udpeget som hovedmistænkt i sagen om Scandinavian Star. Den mistænkte mand, Erik Mørk Andersen, var en af de 159 mennesker, der omkom under branden i 1990. Det er også for at rense hans navn, at Bjarne Laustsen nu stiller spørgsmål til ministeren.
Det er efter at tidligere skibinspektør Flemming Thue Jensen i weekenden stod frem med nye oplysninger i sagen, at Bjarne Laustesen vil have svar. Den tidligere skibsinspektør fortalte om hvad han mente var store huller i eftrforskningen. Han mente desuden han kunne udpege to nye hovedmistænkte.
Disse spørgsmål kræver ministeren svar på:
Hvilken viden om mordbranden på M/S Scandinavian Star 7. april 1990 har Søfartsstyrelsen videregivet til Folketinget, jfr. udtalelserne fra tidl. hovedefterforsker Flemming Thue Jensen til blandt andet Politiken 20.2.2016?
Hvilke årsager til mordbranden på M/S Scandinavian Star har Søfartsstyrelsen fået fra de danske efterforskere i form af notater og rapporter, og er disse oplysninger nogensinde kommet til Folketingets kendskab?
Hvilke oplysninger fra brandefterforskningen har Danmark forsynet den norske kommission med?
Hvilken viden har Søfartsstyrelsen om de ny forhold, som tidl. hovedundersøger Flemming Thue Jensen fremkommer med i bl. a. Politiken 20.2.2016 om årsagerne til branden på M/S Scandinavian Star, hvori han udpeger to besætningsmedlemmer som hovedansvarlige for brandstiftelsen?
Hvad er årsagen til, at Søfartsstyrelsen kun har undersøgt hovedbranden på M/S Scandinavian Star, når der bevisligt er anstiftet flere følgende brande i halvandet døgn derpå?