Bjarne Corydon: Min mor var på dagpenge
Foto: Bruno Stagsted
Bjarne Corydon holder for første gang tale ved kongressen.
I sin første tale til S-baglandet gav Corydon en personlig fortælling om forholdet til Socialdemokraterne. I TV2/Nord 19.30 er Corydon direkte med, når han svarer på kritik fra nordjyske top-socialdemokrater.
For et år siden var Bjarne Corydon (S) en central, men for offentligheden anonym medarbejder i Socialdemokratiet. Siden da har den 39-årige jyde gjort lynkarriere.
Lørdag trådte Bjarne Corydon for første gang op på talerstolen for at holde en stor tale for S-baglandet.
Det skete som finansminister med ansvar for en af de allertungeste poster i regeringen, og Bjarne Corydon valgte at bruge lejligheden til at give en personlig fortælling om sin familie og sit forhold til Socialdemokraterne.
Med udgangspunkt i sin opvækst i de kriseramte 70'ere og 80'ere fortalte finansministeren, at han og hans familie kan forholde sig til den utryghed, som mange danskere i dag føler på grund af risikoen for at blive arbejdsløs.
- Min far betalte alle faste udgifter. Min mor stod for det, der kunne skrues ned for. Inklusive fødselsgaver og fodboldstøvler.
- Hun arbejdede som HK'er på det lokale autoværksted. Da hun mistede sit arbejde under Schlüter-regeringen, blev alt det, jeg gik op i, købt for dagpenge, fortalte Bjarne Corydon.
Den virkelighed var ifølge finansministeren med til at vække interessen for, hvad der blev besluttet på Christiansborg.
- Jeg glemmer aldrig, hvordan der blev talt om politik hjemme hos os, da jeg for alvor begyndte at lytte efter og snakke med. I firserne. Da arbejdsløsheden eksploderede. Og de borgerlige regerede.
- Jeg husker præcis blandingen af håb og bekymringer rundt om køkkenbordet. Bekymringer for politiske beslutninger, der ville koste os penge og tryghed. Håb om at nogen ville gøre det nødvendige. Og "nogen" var altid Socialdemokratiet, siger Bjarne Corydon.
Han fastslår, at der også i dag er masser familier, som bekymret diskuterer politik rundt om køkkenbordet. Og det afgørende er at finde løsninger for dem:
- Jo, vi sidder med ansvaret for svigtende meningsmålinger, kritisk medieomtale og forløb der ender uden det rigtige resultat. Det er vigtigt. Det skal vi diskutere. Men vi har samtidig ansvaret for økonomien og dermed for hele Danmarks fremtid.
S-toppen har på kongressen fået kritik for at stille sig bag "blå" reformer som eksempelvis halveringen af dagpengeperioden, der fra nytår truer med at skubbe et ukendt antal danskere ud af dagpengesystemet.
Corydon fastslår dog ligesom statsminister Helle Thorning-Schmidt og beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, at der ikke bliver ændret på dagpengereglerne.
Socialdemokraterne skal holde fast "også når betingelsen for at lede Danmark er, at vi indgår og vedstår aftaler om ting, der gør ondt", lyder det fra Corydon.