Bilist ramt af mystisk genstand ved bro på motorvej
Nordjyllands Politi ved endnu ikke hvad, der er sket, men holder alle muligheder åbne - også at der kan være nogen, der har kastet genstanden ned på motorvejen.
En 57-årig kvinde fik sig noget af et chok, da hun søndag aften kom kørende i nordgående retning på motorvejen ved Aalborg. Pludselig blev bilens forrude ramt af en ukendt genstand, og bilruden blev smadret.
Det skete ved motorvejsbroen ved Byplanvej.
Der skete blot materiel skade - dog er kvinden temmelig chokeret over episoden, der af Nordjyllands Politi betegnes som alvorlig. Bilens forruden er slået i stykker i et omfang, der svarer til en knytnæve-størrelse.
Vi ved ikke med sikkerhed, hvad der har ramt bilen, men vi ser med stor alvor på sagen.
Michael Karstenskov,politikommissær, Nordjyllands Politi
Motorvej lukket i to timer
Motorvejen blev umiddelbart efter anmeldelsen søndag aften lukket i knap to timer, mens politiet med hunde ledte efter spor i sagen. Dog uden resultatet.
Politiet ved ikke med sikkerhed, hvad der har ramt bilen, men ser med stor alvor på sagen.
Ligesom man holder alle muligheder åbne og ikke udelukker, at nogen har stået på Byplanvej, der kører over motorvejen - og kastet en genstand ned på motorvejen.
Søger vidner
Nordjyllands Politi søger nu vidner til den alvorlige sag, som skete søndag 21. november i tidsrummet mellem klokken 21.15 og 22.15 på Nordjyske Motorvej i nordgående retning.
Ved overkørslen Byplanvej i Aalborg, blev den 57-årige kvindes bil ramt af en ukendt genstand, der beskadigede bilens forrude.
- Umiddelbart var der ingen forankørende eller bagvedkørende køretøjer, da bilen blev ramt, forklarer oplyser den ansvarlige for politiets efterforskning af sagen, politikommissær Michael Karstenskov og fortsætter:
- Vi ved ikke med sikkerhed, hvad der har ramt bilen, men vi ser med stor alvor på sagen. Og det er også derfor, at vi nu går ud aktivt og søger vidner, der har set eller hørt noget, som kan være med til at kaste lys over, hvad der konkret er sket.
Han opfordrer derfor vidner eller andre med relevante oplysninger i sagen om at ringe til Nordjyllands Politi på telefon 114.