Bilers forskelle forværrer ulykke
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Den store Citroen C5 er mere sikker og tog væsentlig mindre skade end den ældre Toyota Corolla, som krøllede sammen ved ulykken.
Forskellen i bilernes størrelse og alder var formentlig medvirkende årsag til, at det gik så galt for en familie fra Aarhus-området, da de holdt i en rundkørsel på Frederikshavnsvej i Hjørring og blev påkørt bagfra.
Det oplyser DR Nordjylland.
Tre af personerne i den ældre bil blev dræbt. Og en er fortsat i livsfare. En femte person i bilen blev lettere kvæstet ved ulykken søndag eftermiddag.
Bilen holdt og ventede på at køre ind i rundkørslen, da den blev påkørt bagfra af en nyere og større bil med en 75 årig mand fra Hjørring området bag rattet. I bilen sad også hans hustru. De kom begge lettere til skade.
Om grunden til, at det går så galt for familien i den holdende bil, mens ægteparret slap med lettere kvæstelser, siger vagtchef Jan Stagsted fra Nordjyllands Politi til DR Nordjylland:
- Vores opfattelse er, at det er på grund af bilerne. Den bil de dræbte sidder i er en ældre Toyota Corolla. Bilen, der kommer bagfra, er en nyere Citroen C5, som er større end Corollaen og mere sikker, og så har det også med farten at gøre, at C5'eren kører med en rimelig høj hastighed på stedet.
Hvor høj hastighed skal blandt andet de tekniske undersøgelser vise. Den ældre mand har måske overset bilen og rundkørslen. I hvert fald har vidner set bilen fortsætte op bagi i den anden bil med uændret hastighed.