Bestyrelsesmedlem: Havnedirektør i Frederikshavn er inhabil
Foto: Arkivfoto: Jesper Christiansen
Bestyrelsesmedlem i Frederikshavn Havn kalder episoden om AaB-sponsoratet meget uheldig. Direktøren burde ikke have tegnet det 3-årige sponsorat, når han og hans søn har tilknytning til klubben.
- Det sponsorat skulle ikke have været tegnet. Vi laver ikke sponsorater, hvor vi selv har interesser!
Så klar lyder beskeden fra Jens Hedegaard (S), der sidder i byrådet i Frederikshavns Kommune og også er bestyrelsesmedlem i Frederikshavns Havn.
Det kan godt være, at Mikkel føler, at han har rene linjer, men det er ikke korrekt, og det skal vi have rettet op på
- Mikkel er en knald hamerende dygtig direktør, men han får et nakkedrag for det her. Den samlede bestyrelse, også med formand Bo Uggerhøj, mener, at det her er meget uheldigt, siger Jens Hedegaard.
Han reagerer på den debat, der har kørt det seneste døgn vedr. havnedirektør Mikkel Seedorff Sørensens habilitet i forhold til at indgå en sponsoraftale med eliteungdomsholdene i AaB, hvor han selv har tilknytning til. Direktørens søn spiller på U13-holdet.
- Den der familiære tilknytning, den burde han have fanget. Det kan godt være, at Mikkel føler, at han har rene linjer, men det er ikke korrekt, og det skal vi have rettet op på, siger Jens Hedegaard.
Han fortæller, at han i bestyrelsen i december 2015 blev orienteret om sponsorratet, men på det tidspunkt ikke fik noget at vide om havnedirektørens egen tilknytning til fodboldklubben.
Aftalen mellem AaB og Frederikshavn Havn ligger i omegnen af 100.000 kroner, der skal gå til ungdomsfodboldholdene.
- Der sker det, at vi på det førstkommende bestyrelsesmøde tager sagen op. Vi støtter stadig op om havnedirektøren, men jeg står med den fornemmelse, at det her, det burde han have kunnet forudse, siger Jens Hedegaard, der nu vil have ændret aftalen med AaB.
Mikkel Seedorff Sørensen har afvist at udtale sig om sagen til TV2 Nord.