"Bestialsk" siger Politiet
Politiet i Aalborg kalder drabet på 85-årige Gerda Møller for bestialsk. Kvinden blev slået voldsomt i hovedet og stukket med kniv.
Politiet kalder drabet på den 85-årige Gerda Møller i Aalborg for "bestialsk".
Knivstik og slag
Obduktionen af den ældre kvinde viste, at hun blev dræbt af en kombination af knivstik på kroppen og voldsomme slag mod hovedet.
- Det er et meget voldsomt og bestialsk drab, siger vicepolitiinspektør Frank Olsen fra Nordjyllands Politi i Aalborg.
Mange henvendelser
Siden mandag aften er der indløbet omkring 25 henvendelser, som politiet er i færd med at gennemgå. På forhånd udelukker vicepolitiinspektøren dog, at der er en afgørende henvendelse iblandt.
To personer efterlyses
To personer efterlyses i forbindelse med lørdagens drab på den 85-årige. Den ene er en mand, der blev set ud for naboadressen til den dræbte.
- Det er en ældre kvinde, som har set en mand gå forbi hendes køkkenvindue mellem klokken 16 og 17 lørdag eftermiddag.
Lægetype efterlyses
Hun troede han var læge, men lægevagten har ikke været i området i det tidsrum, siger vicepolitiinspektør Frank Olsen. Manden beskrives som 30-40 år, almindelig af bygning, med kraftigt kastanjebrunt hår og iført en gråbrun jakke.
Ung mand efterlyses
Ud over manden efterlyser politiet en yngre mandsperson, som brød ind hos Gerda Møllers veninde ved 17-tiden lørdag, efter at veninden og Gerda Møller sammen havde været ude at spadsere.
Han forsvandt, da han fik øjenkontakt med den ældre kvinde, som hørte den yngre mand rumstere i lejligheden, da hun skulle lave mad.
Det drejer sig om en mand mellem 15 og 25 år, hvid i huden med mørkt hår og brune øjne.
Blev fundet af søn
Forud for drabet var Gerda Møller og veninden på en spadseretur området omkring Kastetvej, hvor deres ældreboliger ligger, og hvor Gerda Møllers søn søndag eftermiddag fandt liget af sin mor liggende på gulvet i lejligheden.
Politiets teori
Politiet arbejder derfor blandt andet ud fra en teori om, at gerningsmanden fulgte efter de to kvinder, da de var ude at spadsere, hvorefter han trængte ind hos Gerda Møller og slog hende ihjel.
- Når man kigger rundt i lejligheden, ser det ikke ud til, at noget er røvet. Men det må vi nu undersøge nærmere, siger Frank Olsen.