Beruset spøgelsesbilist fængslet
Foto: TV2/Nord
En 51-årig beruset kvinde fra Mariager er blevet varetægtsfængslet i fire uger, efter hun natten til onsdag kørte en strækning på 57 kilometer i det forkerte spor på motorvejen med en fart på op til 150 kilometer i timen.
En nordjysk spøgelsesbilist skræmte natten til onsdag flere bilister på motorvej E45 med sin kørsel.
Spøgelsesbilisten - en 51-årig kvinde fra Mariager - nåede at køre 57 kilometer i det forkerte spor, før hun blev stoppet.
Politiet modtog den første af flere henvendelser om spøgelsesbilisten klokken halv tre. På det tidspunkt var kvinden nået til Fårup omkring 20 kilometer nord for Randers. Kvinden har forklaret, at hun kørte på motorvejen ved Hobro. Her kørte hun ned i det nordgående spor, men fortsatte i sydgående retning.
Ved Hadsten nåede en patrulje fra Østjyllands Politi frem til bilen. Betjentene forsøgte at få kontakt til kvinden, men det lykkedes ikke. Hun fortsatte yderligere otte til ti kilometer med mellem 50 og 100 kilometer i timen, før hun blev bremset, da en patruljevogn parkerede på tværs af vejen for at standse hende. Her blev hun anholdt.
- Ud over sigtelsen for kørslen, så bliver hun sigtet for spirituskørsel. Nu får vi sagen juridisk vurderet, og så skal kvinden afhøres i løbet af i dag, siger vagtchef ved Østjyllands Politi, Jan Abildtrup.