Behov for milliarder til universitetslaboratorier
Universiteternes laboratorier har behov for at blive moderniseret for mere end fem milliarder kroner, viser en gennemgang. På Aalborg Universitet skal der bruges 600 millioner kroner til modernisering.
Universiteternes laboratorier skal over de kommende år renoveres for mere end fem milliarder kroner. Det skal bringe dem på et tidssvarende niveau og sikre, at de er energieffektive. Ifølge en tilstandsvurdering, som Videnskabsministeriet står bag, er der behov for at investere 5,6 milliarder kroner på området.
Fem universiteter skal tilføres 4,6 milliarder kroner - og dertil kommer behov for ca. én milliard kroner til laboratorier på sektorforskningsinstitutioner, der er fusioneret med universiteterne.
- For at sikre kvaliteten af dansk forskning og universitetsuddannelse er vi nødt til at lave en samlet investeringsplan for modernisering på laboratorieområdet, siger videnskabsminister Helge Sander (V).
Moderniseringen skal både handle om det forskningsmæssige, men skal også ske i forhold til arbejdsmiljøregler, krav om energieffektivitet og krav i bygningsreglementet.
Ifølge Helge Sander kan man komme langt på kort sigt, også med en mindre investeringsmængde. Men ministeren ser også et behov for relativt hurtigt at lave en mere sammenhængende og mere langsigtet investeringsplan.
Ifølge opgørelsen skal laboratorier ved Københavns Universitet renoveres for 2,5 milliarder kroner. Universitetet i Århus skal tilføres 700 millioner kroner, mens der er behov for 600 millioner kroner til Syddansk Universitet og Aalborg Universitet. Endelig skal laboratorier ved Roskilde Universitet forbedres for 200 millioner kroner. Danmarks Tekniske Universitet har på grund af selveje ikke ønsket at være med i opgørelsen.
/ritzau/