Barselforslag har nået de 50.000 underskrifter: - Det er så fedt og opmuntrende
Foto: Privatfoto
Privatfoto
Borgerforslaget om barsel, som Mie Storm er medstiller af, har nu samlet nok underskrifter til at blive behandlet i Folketinget.
- Det er trist for de mange tusinder af børn, hvis fædre ikke kommer til at bruge retten til barsel, sådan lyder det i borgerforslaget som nordjyske Mie Storm er medstiller af.
Borgerforslaget har nu fået 50.000 underskrifter, som betyder, at det kan blive diskuteret i Folketinget.
- Jeg synes jo, at det er så fedt og opmuntrende. Det, at der er så mange, der har skrevet under, viser jo, at der er stemmer i samfundet, som ikke bliver hørt og føler, at de bliver negligeret, siger Mie Storm og fortsætter:
- Nu er jeg spændt på at se, hvordan Folketinget vil reagere på det.
Vil have lavet barslen om
I Danmark kan fædre blive tildelt 11 ugers øremærket barsel. Men vælger fædrene ikke at tage barslen, kan den ikke overdrages til moren. Fornyelsen af den danske barselsorlov bunder i EUs orlovsdirektiv.
Og Mie Storm mener, at barselsorloven bør ændres, så den samlede barsel ikke forkortes, hvis faren vælger ikke at gøre brug af den. I stedet skal fædres øremærkede barsel lægges oveni den fælles barselspulje.
- Mange fædre bruger ikke deres barsel, og det kan medføre, at alt for mange børn kommer i institution for tidligt, og institutionerne så bliver overfyldte.
BORGERFORSLAG
- Med borgerforslag har borgerne mulighed for at samle støtte til et politisk initiativ og efterfølgende få det fremsat som et beslutningsforslag i Folketinget
- Borgerforslaget skal have mindst 50.000 underskrifter (fra borgere med stemmeret) for at gå videre til Folketinget
- Det skal stilles af en borger og mindst tre medstillere
- Ordningen blev etableret i januar 2018
- Borgerforslag stilles gennem hjemmesiden borgerforslag.dk
- Indtil videre er ingen borgerforslag blevet vedtaget som lov
Kilde: Folketinget
Handler om barnet
Selvom ligestilling mellem mænd og kvinder tit bliver taget op, når der er bliver diskuteret barsel, mener Mie Storm ikke, at det er det, der skal sættes fokus på. I stedet skal det handle om omsorg for det lille barn.
Under dækningen af hele debatten om øremærket barsel til fædre er Norge tit blevet brugt til at sammenligne med.
I Norge har norske fædre nemlig op til 15 uger øremærket barsel og har haft det siden 1993.
Det har ført til, at der er lang flere mænd, som går på barsel I Norge end i Danmark. Der er til gengæld samtidig også sket en stigning i norske kvinder, som tager selvbetalt barselsorlov.
Vi har været ude at spørge nordjyder om, hvad de synes om barsel til mænd. Hør hvad de siger her: