Bang Henriksen går nordjysk enegang om rigsret
Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix
Den nordjyske advokat, Venstre-mand og formand for Folketingets retsudvalg er overbevist om, at en rigsret ikke vil finde Inger Støjberg skyldig. Fire andre nordjyske V-politikere støtter derimod en rigsretssag.
Formanden for Folketingets retsudvalg, nordjyske Preben Bang Henriksen (V), vil stemme imod, at der rejses rigsretssag mod partifællen, fhv. integrations- og udlændingeminister Inger Støjberg fra Hadsund. Det meddelte han torsdag formiddag i Venstres folketingsgruppe.
Samtidig tilsluttede de fire andre nordjysk valgte Venstre-politikere sig gruppens flertal, der støtter en rigsretssag.
De fire - Karsten Lauritzen, Marie Bjerre, Torsten Schack Pedersen og Anne Honoré Østergaard - skriver i en fælles udtalelse, at de ikke kan sidde den alvorlige kritik af forløbet i sagen, der er rejst, overhørig. Uanset at kritikken er rettet mod "en rigtig dygtig og respekteret kollega".
De fire føjer til, at "Venstre er et parti, der står på lov og orden. Det må der ikke rejses tvivl om, når undersøgelseskommissionens anbefalinger er, som de er".
Samlet vil 32 af Venstre-gruppens medlemmer i folketingssalen stemme for, at der rejses en rigsretssag - et forslag, som der allerede inden afslutningen på Venstres gruppemøde var flertal i Folketinget for, efter at Socialdemokratiet valgte at sige ja. Udover Preben Bang Henriksen stemmer otte andre Venstre-medlemmer imod.
Preben Bang Henriksen er, siger han, "overbevist om, at Rigsretten ikke vil finde Inger Støjberg skyldig". Derfor skal sagen slet ikke rejses, mener han.
Venstremanden, der selv er advokat, gør opmærksom på, at Rigsretten skal følge andre principper end kommissionen, der alene har skullet undersøge sagen. I retten gælder straffelovens princip om, at domfældelse forudsætter, at der kan føres bevis for, at den tiltalte har forbrudt sig mod loven.
I den konkrete sag fremgår det af instrukskommssionens rapport, at Inger Støjberg ikke har givet nogen instruks om adskillelse af de indkvarterede asylpar. Spørgsmålet er, om hun ved sin adfærd i 2016 - ikke mindst gennem sin insisteren på at udsende en pressemeddelelse med et bestemt indhold - alligevel har signaleret noget, der af embedsmændene måtte opfattes som en indirekte instruks. Det mener instrukskommissionen og lægger forklaringer fra flere medarbejdere til grund.
Men, siger Preben Bang Henriksen, "Rigsretten vil efter min opfattelse nå et andet resultat på dette helt centrale og afgørende punkt". I en retssag er det ikke den tiltalte, der skal bevise sin uskyld. Det er anklageren - i dette tilfælde Folketinget - der skal føre bevis for det modsatte, siger Venstre-politikeren.
Preben Bang Henriksens argumenter for at stemme imod, at der anlægges en rigsretssag mod Inger Støjberg:
1. Vi står ikke overfor en afstemning for/imod Inger Støjberg, men derimod om der skal iværksættes en rigsretssag mod Støjberg. Og det skal der som i alle andre straffesager kun, hvis der er udsigt til, at hun vil blive dømt.
2. Vi fører ikke sager for sjov – eller for, at man selv kan blive renset. Vi fører sager for, at skyldige skal dømmes - og desværre er der ikke en facitliste, man på forhånd kan slå op i. Anklagemyndigheden vinder således i dag 90 % af alle straffesager (spørgsmål. 417 /2019 til Folketingets Retsudvalg). Det tal fortæller en hel del om, at anklagemyndigheden ikke rejser sager, man ikke er endog meget sikre på at vinde.
3. Mindst samme norm bør selvfølgelig gælde i den potentielle straffesag (Rigsretssag), som Folketinget er i færd med at vurdere grundlaget for at rejse. Meget kunne endog tale for, at graden af sikkerhed for i sidste ende at få den tiltalte dømt, skal være endnu større, når vi taler om at gå i gang med noget så stort som en Rigsretssag. Vi har trods alt i 171 år kun haft 5 af slagsen til trods for ualmindelig grove lovovertrædelser fra div. ministres side. Således er de fleste sager endt indenfor folketinget med en stor eller lille politisk misbilligelse (”næse”) – resten af ”straffen” er blevet overladt til vælgerne.
4. I Støjberg-sagen, har vi ikke en egentlig politirapport, men derimod en over 5000 siders lang kommissionsundersøgelse. Det er et vigtigt grundlag. At den så i væsentligt omfang strider mod det ”forsigtighedsprincip”, der skal gælde for kommissionsundersøgelser, det er så en anden sag. Men langt værre er det, at rapporten ikke bare undersøger, men i stedet fremstår som en egentlig dom. Ganske klar og tydelig. Derfor hverken kan eller vil jeg bebrejde de folketingsmedlemmer og folketingsadvokater, der ånder lettet op og ser en senere rigsretssag som åbenlys pga. konklusionen i den over 5000 siders lange rapport.
5. Nu er problemet bare, at en kommissionsundersøgelse kører efter nogle regler, der gælder forundersøgelser. De ligger langt fra de regler, der gælder for Rigsrettens sagsbehandling. Her gælder nemlig strafferettens regler. Og der er stor forskel – en forskel, som de færreste er opmærksomme på, og som efter min opfattelse ikke bare vil give en helt anden behandling i Rigsretten, men med stor sandsynlighed også et helt andet resultat end den ”dom”, som kommissionen har fældet.
6. De regler, som Rigsretten kommer til at operere efter er strafferettens regler. Den vigtigste af alle er princippet om, at du er uskyldig indtil det modsatte er bevist. Den indebærer bl.a., at det er anklagemyndigheden (her Folketinget), der har bevisbyrden for, at Støjberg bevidst eller groft uagtsomt har overtrådt reglerne. Hvis et forhold ikke kan anses for bevist "uden for enhver rimelig tvivl", vil den tiltaltes forklaring blive lagt til grund. Sådan lidt groft sagt.
7. Helt centralt er følgende: Det ligger ifølge kommissionsrapporten klart, at Inger Støjberg ikke har givet nogen instruks om adskillelse af de indkvarterede asyl-par. Men har hun alligevel ved sin adfærd ”udmeldt” noget, der af embedsfolkene måtte opfattes som en "indirekte" instruks ? Det mener kommissionen. Og kommissionen bygger denne helt centrale og afgørende antagelse på, at der er forskellige forklaringer fra - på den ene side: Ministeren, departementschefen samt en afdelingschef – og på den anden side: nogle af de embedsmænd, der skulle foretage adskillelserne. Og i afgørelsen af denne tvivl vælger kommissionen så den for Støjberg mest belastende konklusion, idet man blot lakonisk vælger at tilsidesætte forklaringerne fra såvel departementschefen (der trods alt er tættest på Ministeren), afdelingschefen og Ministeren selv. Det er kommissionen juridisk set i sin gode ret til, da en kommission jo netop ikke skal afsige en straffe-dom. Det skal Rigsretten derimod.
8. Rigsretten vil efter min opfattelse nå et andet resultat på dette helt centrale og afgørende punkt. Det er heldigvis ikke den tiltalte, der skal bevise sin uskyld, herunder hvad der er udmeldt, af hvem og hvornår.
9. Folketingets to antagne jurister synes af én eller anden grund ikke i deres 5 siders skrift at omtale forskellen på de regler, der er anvendt af kommissionen og de regler, der vil blive anvendt af Rigsretten – dvs. strafferettens regler. Om det skyldes, at de ikke selv har beskæftiget sig med straffesager, skal jeg lade være usagt, men det er ikke optimalt, da sagen jo skal vurderes ud fra, om man kan forvente Støjberg dømt og straffet efter de strafferetslige regler i Rigsretten.
10. Rigsretten har i Tamil-dommen udtalt følgende: ”Strafansvar må forudsætte, at der er tale om overtrædelser, som alvorligt kan bebrejdes ministeren, og hvor en politisk reaktion må anses for at være utilstrækkelig………..At et forhold er kritisabelt, indebærer således ikke i sig selv, at der foreligger en overtrædelse ………..Ved vurderingen af om forholdet er så alvorligt, at grænsen (til en Rigsretssag, red) er overskredet, må det tillægges betydning, om ministeren har forfulgt usaglige formål, ligesom forholdets tidsmæssige udstrækning og konsekvenserne for de berørte selvsagt vil være af betydning. (Kommissionen er enig i at IS forfulgte et sagligt formål, om end på ulovlig måde)
11. Når alt det er sagt, så har jeg som nævnt fuld forståelse overfor de kollegaer, der i folketingssalen stemmer for en rigsretssag henset til den omfattende kommissionsundersøgelses resultat. De vil af mig aldrig blive bebrejdet deres holdning i en så vanskelig sag. Til gengæld håber jeg så også, at de vil respektere min holdning, herunder, at jeg stemmer imod fordi jeg er overbevist om at Rigsretten ikke vil dømme Støjberg. Derfor skal sagen ikke anlægges.
Anne Honoré Østergaard, Marie Bjerre, Karsten Lauritzen og Torsten Schack Pedersen siger i fællesskab som begrundelse for deres beslutning om at stemme ja til en rigsretssag:
”Det er for os alle en meget svær beslutning, Venstres folketingsgruppe har truffet i dag. Der er rejst en alvorlig kritik af forløbet i sagen. Den kan vi ikke sidde overhørig. Også når det gælder en rigtig dygtig og respekteret kollega. Venstre er et parti, der står på lov og orden. Det må der ikke rejses tvivl om, når undersøgelseskommissions anbefalinger er, som de er. Vi følger flertallet i vores gruppe og Venstres formands anbefaling og stemmer for en rigsretssag.”