Bagmandspolitiet mistænker bankbosser for kursfusk
Foto: TV2/Nord
Fredagens fængselsstraffe til tidligere bankdirektører er starten på større retsopgør med finanssektoren.
Bagmandspolitiet varsler nye retsopgør om kursmanipulation i banker, efter det i fredags lykkedes at få idømt fem bankfolk ubetingede fængselsstraffe.
Allerede inden for en måned vil Bagmandspolitiet løfte sløret for den næste store sag og offentliggøre navnene på to nye banker, der er mistænkt for kursmanipulation. Det skriver Børsen.
Bagmandspolitiet har gennem længere tid i al hemmelighed efterforsket en række pengeinstitutter og bankdirektører, der menes at have manipuleret med aktiekurser for egen vindings skyld.
Jens Madsen, chef for Bagmandspolitiet, vil ikke sige, hvor mange banker eller sager det drejer sig om.
Selv om det nogle gange kunne virke sådan, så mener Jens Madsen ikke, at der tale om et sammenhængende kriminelt netværk mellem bankerne.
- Det er ikke sådan, at vi kan sige, at vi har afsløret en stor manipulationscelle, men det er klart, at nogle gange funderer man over, hvordan oplysningerne flyder rundt mellem de her pengeinstitutter, siger Jens Madsen til Børsen.
Fredagens fængselsdomme til to tidligere direktører i EBH Bank og Sparekassen Himmerland samt til tre tidligere medarbejdere er bare en forsmag på, hvad der kan være i vente.
- Vi efterforsker andre banker, hvor der også er de her forhold med manipulation ved en aftale med to institutter. Der kan vi bruge dommen, siger Jens Madsen.
Han er glad for dommen ved retten i Hjørring, fordi den i hovedtræk fulgte påstanden fra anklageskriftet.
De to hovedanklagede tidligere bankdirektører blev hver idømt fem måneders ubetinget fængsel. Anklageren havde krævet op til halvandet års fængsel. Desuden skal tre tidligere fondsmedarbejdere tre måneder i fængsel for grov kursmanipulation.