Bagmandspolitiet dropper EBH-sag om kursmanipulation
Bagmandspolitiet opgiver at gennemføre en enorm sag om kursmanipulation for 300 millioner kroner i forbindelse med aktieopkøb i EBH bank.
En sag om kursmanipulation for aktier til 300 millioner kroner i EBH-bank kommer ikke for retten.
Bagmandspolitiet har netop droppet at føre en sag om kursmanipulation til retten. Det oplyser en af de tiltaltes advokater, Adrio Vrlic, til TV2.
Finanstilsynet meldte i 2010 Ebh Bank og den belgiske Dexia Bank til politiet, men nu har anklagemyndigheden altså besluttet, at beviserne ikke holder til en retssag.
Den påståede kursmanipulation skete ifølge anklagerne fra 1. januar til 19. september 2008, hvor banken købte egne aktier for 300 millioner kroner.
Finanstilsynet vurderede, at der var tale om støtteopkøb, der udelukkende havde til formål at holde aktiekursen kunstigt oppe.
Den tese vælger Bagmandspolitiet nu at droppe.