Bæredygtighed skal lokke flere piger ind på tekniske uddannelser
Foto: EUC Nord
Flere – især piger – skal få øjnene op for de teknisk/naturvidenskabelige fag med nyt EU Socialfondsprojekt.
EUC Nord drømmer om flere kvindelige studerende, og det skal et projekt om bæredygtighed være med til at sikre.
Der er mangel på piger på de tekniske og naturvidenskabelige uddannelser, og det vil man gøre op med på EUC Nord. Projektet ”Bæredygtige overgange, bæredygtige løsninger” kan være med til at knække koden og gøre uddannelserne mere attraktive. Det mener tovholderen på projektet.
Her er et brandvarmt emne, som kan være en meget meningsfuld indgang til de tekniske fag for pigerne.
Charlotte Bisbjerg Nielsen, udviklingschef
- Netop bæredygtighedsperspektivet har i højere grad pigernes bevågenhed end de mere traditionelle projekter i de tekniske og naturvidenskabelige uddannelser. Her er et brandvarmt emne, som kan være en meget meningsfuld indgang til de tekniske fag for pigerne, siger Charlotte Bisbjerg Nielsen, der er udviklingschef hos EUC Nord.
Hvis ikke pigerne kommer på banen, kan det blive svært at imødekomme samfundets behov for blandt andet håndværkere, ingeniører, dataloger, teknikere og montører – dem, der bliver uddannet fra de såkaldte STEM-uddannelser. Uddannelser, der dækker over videnskab, teknologi, ingeniørvidenskab og matematik.
- Vi mangler stadig piger på STEM-uddannelserne, og det gælder både for erhvervsskolerne og gymnasierne, siger Charlotte Bisbjerg Nielsen.
Konkret skal projektet udvikle forløb og valgfag til folkeskolen, FGU og efterskolerne. Forløbene bliver gennemført af primært lærere, men også elever, og så bliver det kommunikeret ud til unge via sociale medier.
Aktiviteterne begynder efter sommeren 2020 og foregår over en treårig periode.
Udover EUC Nord er AMU Nordjylland, EUC Nordvest og Erhvervsskolerne i Aars med bag projektet, der vil koste 4.447.100 kroner og er finansieret gennem EU’s Socialfond.