Badminton: Undertippet mixeddouble overrasker igen
Foto: TV2/NORD (Arkiv)
Kamilla Rytter Juhl og Mads Pieler Kolding har krammet på Joachim Fischer og Christinna Pedersen i mixeddouble
Det blev ikke til revanche for nederlaget i DM-finalen i mixeddouble for verdensranglistens næstbedste par, Joachim Fischer og Christinna Pedersen, ved søndagens rent danske finale i badmintonturneringen German Open.
Endnu engang viste Kamilla Rytter Juhl og Mads Pieler Kolding sig for stærke. Det sjetteseedede par vandt 21-18, 21-17.
Parrene fulgtes ad ind til midt i første sæt, hvor Juhl og Kolding skabte et lille hul, der aldrig blev lukket.
To sætbolde skulle der til, før Kolding og Juhl vandt første sæt med 21-18.
I andet sæt fik det undertippede par allerede tidligt opbygget et lille forspring og var halvvejs i sættet foran med 11-8.
Så vågnede Fischer og Pedersen op og kom foran 12-11.
Momentum skiftede dog igen efter et par hurtige fejl, og det udnyttede Juhl og Kolding til at sikre sig sætsejren med 21-17.
Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl har senere søndag mulighed for at vinde damedoublen i samme turnering, mens Mads Pieler Kolding sammen med Mads Conrad-Petersen spiller finale i herredouble.
I herresingle skal topseedede Jan Ø. Jørgensen møde indoneseren Dionysius Hayom Rumbaka, der fredag sendte Hans-Kristian Vittinghus ud i kvartfinalen.