Augo klar til kamp om bronze
Foto: TV2/NORD (Arkiv)
Augustinussen er klar til vigtige medaljekampe.
Når AaB torsdag tager til Smilets By for at kæmpe om tre vigtige point, er det med den erfarne midtbanemand Thomas Augustinussen tilbage i truppen efter overstået karantæne.
Med to spillerunder tilbage har AaB to point op til sæsonens helt store overraskelse Randers FC på tredjepladsen, og tre point er altså et krav, hvis der skal holdes liv i medaljedrømmene.
- Vi er bevidste om, at det er nu, tingene bliver afgjort. Vores slutplacering ligger i egne hænder, og vi er klar over, at to gode resultater er påkrævet. Vores fokus er således rettet mod AGF, som i weekenden fik den sejr, de havde behov for mod ellers formstærke SønderjyskE, siger træner Kent Nielsen forud for kampen.
AaB må til den vigtige kamp undvære Jakob Ahlmann, der er skadet, mens Kenneth Emil Petersen er ude med karantæne.
AaB og Randers mødes den 20/5 i sidste spillerunde i Aalborg.