Astralis vinder syvende titel i år
Foto: Sofie Mathiassen / Ritzau Scanpix
Det danske e-sportshold, Astralis, med nordjyske Andreas Højsleth på holdet vandt natten til mandag sin syvende titel i år.
Inden for computerspillet Counter Strike er der et hold, som alle vil slå lige nu – Astralis.
Holdet, med den nordjyske spiller Andreas Højsleth på holdkortet, understregede over for alle natten til mandag, at de er nummer et i verden inden for spillet Counter Strike.
Ved turneringen, IEM Chicago, slog Astralis i finalen det amerikanske hold Team Liquid med 3-0. Ved finalen spilles der bedst ud af fem baner, men Astralis lod ikke noget være op til tilfældighederne og satte deres amerikanske modstander på plads.
De tre baner blev vundet med 16-14, 16-7 og 16-4. Dermed holder Astralis fast i deres placering som nummer et i verden.
Med sejren følger en præmiecheck på 100.000 dollars – svarende til knap 660.000 kroner.