Astman parat til toppost
Foto: TV2 Nord
Ulla Astman, der er regionsrådsformand i Region Nordjylland, melder sig officielt ind i feltet, der kæmper om at blive formand for Danske Regioner.
Ulla Astman, der er regionsrådsformand i Region Nordjylland, melder sig officielt ind i feltet, der kæmper om at blive formand for Danske Regioner.
- Jeg har tidligere sagt, at man ikke bør dele poster ud før kommunal- og regionsvalget 21. november. Men, da der allerede nu er flere ude på dansegulvet, har jeg besluttet ikke at være bænkevarmer. Jeg vil gerne være formand for Danske Regioner, hvilket selvfølgelig dels kræver, at jeg bliver genvalgt i. Nordjylland, dels at det bliver mit parti, der kan besætte formandsposten, siger Ulla Astman.
Ulla Astman, der er valgt for Socialdemokratiet, har været formand for Region Nordjylland i godt 10 år. I samme periode har hun siddet i Danske Regioners bestyrelse, og i alle 10 år har hun været formand for regionernes sundhedsudvalg.
Den nuværende formand, Bent Hansen, stopper efter mere end 10 år på posten. Foreløbig har formændene for to af de fem regioner sagt, at de går efter formandsposten i Danske Regioner. Det er Stephanie Lose, der er formand for Region Syddanmark. Hun er valgt for Venstre, der i øjeblikket har to af fem formandsposter i regionerne. Derudover er det socialdemokraten Sophie Hæstorp Andersen, der er formand for Region Hovedstaden. Hun har i forbindelse med, at hun meddelte sit kandidatur sagt, at hun som formand bl.a. vil være mere offensiv i forhold til Folketinget.
- Jeg vil ikke sidde og drikke kaffe hver dag på Christiansborg, men jeg vil opprioritere indsatsen i forhold til en række andre samarbejdspartnere. Det handler f.eks. om vore titusinder af medarbejdere, og det handler om patientorganisationerne. Derudover vil jeg kæmpe for at få et forbedret forhold til Kommunernes Landsforening, et forhold, der har været lidt køligt, efter, at fusionsplanerne mellem os led skibbrud, siger Ulla Astman.
Ulla Astman vil også meget gerne have baglandet med. Med det mener hun de godt 200 medlemmer af regionsrådene i Danmark.
- Medlemmerne skal mere på banen og være tættere på deres egen fælles interesseorganisation, end det sker nu, hvor alle stort set kun drøfter regionernes fælles indsats og orienteres herom på den årlige generalforsamling, siger Ulla Astman.
Ulla Astman er 46 år, gift, har tre børn, heraf to hjemmeboende. Hun er uddannet cand. scient.adm.
Herunder kan du se et afsnit af serien Spidserne, hvor vi gik tæt på Ulla Astmann: