Asfaltsvindlere på spil igen
Foto: Privatfoto
Denne bil er en af de tre biler, der i løbet af dagen i går kom kørende ind for at give Heidi Christensen et godt tilbud.
Flere nordjyder oplever igen at få tilbud om at få lagt meget billig asfaltbelægning af engelsktalende mænd. Det kan meget vel være tale om svindel, som der tidligere har været har været eksempler på.
Flere nordjyder oplever, at såkaldte asfaltpirater er på spil. Tilbage i 2011 kunne vi fortælle, at asfaltpiraterne kørte rundt og tilbød billig asfaltbelægning. Men asfalten er dårlig, fordi det ikke hærder ordentligt. Nu viser det sig, at nordjyder i disse dage oplever at få samme tilbud om billig asfaltbelægning.
Heidi Christensen, som bor mellem Grindsted og Uggerhalne, oplevede i går at få det samme tilbud fra tre forskellige mænd i tre forskellige biler. Tilbuddet var at få lagt noget asfalt til billige penge. Et tilbud Heidi Christensen takkede nej til.
- De kunne ikke forstå, at jeg ikke var interesserede i deres klistrede stads. Til sidst ringede jeg til politiet, for jeg var træt af det, siger Heidi Christensen.
Bilen, mændene kom kørende i, har britiske nummerplader på. De talte irsk til Heidi Christensen, mens de forklarede, at de arbejdede for en virksomhed i lokalområdet, hvor der var noget asfalt til overs. Men Heidi Christen kunne ikke få dem til at fortælle, hvilken virksomhed de arbejdede for. De kunne heller ikke nævne navnet på nogle af de nordjyske byer, de angiveligt skulle have arbejdet i.
Heidi Christensen er ikke ene om at takke nej til et tilbud om asfalt. Bent Larsen fra Hjallerup oplevede, at en lille rød bil kom kørende ind på sin gårdsplads. Ud af bilen står en mand ud, som spørger om han taler engelsk eller tysk.
- Men jeg er vendelbo, så jeg talte dansk, siger Bent Larsen, der dog forstår engelsk.
Manden giver Bent Larsen et tilbud om at asfaltere hans gårdsplads. Men Bent Larsen finder hurtigt ud af, at den udenlandske mands tilbud er for godt til at være sandt.
- Det siger jeg hurtigt nej til og så kører han væk igen, siger Bent Larsen, der i al hast når at tage et billede af bilen.
Hos politiet bekræfter man, at de får anmeldelser om disse engelsktalende mænd. Bent Højgaard fortæller, at de har fået nogle henvendelser fra borgere rundt omkring i Nordjylland, men at de ikke gør mere ved det på nuværende tidspunkt.
-At sælge en ydelse er jo ikke forbudt, så længe alt det skattemæssige er på plads, siger Bent Højgaard, vagtchef ved Nordjyllands Politi.
Det er dog ikke et nyt fænomen, at nordjyderne oplever disse uopfordrede tilbud om asfaltbelægning.
- For nogle år siden oplevede vi noget lignende, og det er åbenbart blevet populært igen, siger Bent Højgaard.
Hos Asfaltindustrien gik man i 2011 ud og advarede om disse asfaltsvindlere.
- Deres fremgangsmåde er at møde uanmeldt op og tilbyde private borgere og mindre virksomheder at asfaltere deres indkørsel eller parkeringsplads til næsten ingen penge, hvis de slår til med det samme. Typisk står de allerede med vognlæs af varm asfalt og en historie om, at de har noget asfalt til overs fra et arbejde i nabolaget, som man kan få udlagt med det samme til "en helt speciel pris, siger Anders Hilbert, chefjuristen i Asfaltindustrien.
I 2011 var det asfaltindustriens oplevelse, at asfalten, svindlerne havde, var blevet oversprøjtet med diesel for at gøre det muligt at lægge den ud lang tid efter, at den normalt ville være gennemhærdet. Resultatet er, at den færdige belægning aldrig hærder og derfor bliver ved med at være blød og ude af stand til at tåle blot en persons vægt.
- Kunden får derfor at vide, at de skal vente et døgn, før de må færdes på den nye asfalt, hvilket er noget sludder, men efter et døgn er piraterne over alle bjerge, sagde Anders Hilbert i 2011