Arne og Vibeke har nu besøgt alle 330 kirker i Aalborg Stift
Foto: Privatfoto
Efter årtier i samme kirke besluttede parret sig for at afprøve gudstjenester i hele Aalborg Stift.
Arne og Vibeke Nielsen fra Gærum er ivrige kirkegængere.
Faktisk så ivrige, at de besluttede sig for at ville besøge alle kirker i Aalborg Stift til en gudstjeneste. Og der er intet mindre end 330 styks.
Efter fem års ihærdighed er de nu færdige, og turen sluttede på Læsø i Østerby Kirke. Men de har endnu ikke fået stillet deres nysgerrighed helt.
- Vi mangler at besøge et par domkirker, og ellers vil vi være lidt mere trofaste mod vores egen Gærum Kirke, fortæller Arne Nielsen.
Alle prædikener er forskellige
Arne og Vibeke Nielsen er begge pensionerede, men inden de forlod arbejdsmarkedet havde de begge job i Folkekirken. Ane Nielsen havde i mere end tre årtier arbejdet som kirketjener, mens Vibeke Nielsen i cirka 18 år har arbejdet som kordegn i nordjyske kirker.
- Det har været en dejlig oplevelse, siger Arne Nielsen.
Hvilke kirker har så været de bedste at besøge?
- Uha, det er svært at sige, hvor det har været bedst, siger Arne Nielsen.
Han fortæller, at gudstjenesterne er forskellige i alle kirker. Eksempelvis blev teksterne i Østerby Kirke i dag læst op på både ukrainsk og tysk.