Årets første frilandskartofler er fra Nordjylland
Årets første kartofler blev i dag gravet op og spist med velbehag i Kongerslev. I udkanten af Lille Vildmose.
Tage Madsen gravede i dag årets første frilandskartofler op på marken ved Kongerslev. Det er de første danske i år.
- Det kan altså lade sig gøre her i Nordjyllands, selvom det er koldere end på Samsø, siger Tage Madsen til TV2/NORD.
Tage Madsen er i gang med sin første sæson i det nordjyske. Hidtil har han dyrket sine kartofler på Samsø. Men smagen er den samme.
- De smager fantastisk. Ligeså godt, som dem på Samsø, siger Tage Madsen.
Traditionelt bliver de første kartofler solgt for tusindvis af kroner til berømte restauranter. Men ikke i år. Finanskrisen kradser - i stedet nød beboerne på Lykkeshøj plejecenter i Kongerslev godt af årets første kartofler.
- De smager rigtig godt, siger Verner Jensen.
Doris Gregersen er enig.
- Det er noget andet, end det vi dagligt skræller. De smager rigtig godt, siger hun.