Ansatte i plejefirma chikaneres
Foto: TV2/NORD (Arkiv)
FOA i Frederikshavn opfordrer frederikshavnere til at standse chikane af IMS-ansatte.
Plejefirmaet IMS Service i Frederikshavn har været noget i vælten, efter at FOA i Frederikshavn i november sidste år anklagede firmaet for flere brud på overenskomsterne. IMS Service erkendte senere, at der var en række fejl, der skulle rettes op på.
Siden blev firmaet beskyldt for snyd og lemfældig omgang med medicin, men en kommunal undersøgelse rensede IMS Service, hvilket igen fik FOA Frederikshavn til at rase.
Nu går fagforeningen imidlertid ud og forsvarer firmaet, eller i hvert fald dets ansatte, som har fortalt FOA, at de føler sig chikanerede af andre borgere. Det skriver Kanal Frederikshavn.
De ansatte har ifølge FOA oplevet chikanen, når de har kørt i deres IMS-biler, og de er for eksempel blevet blændet af modkørende bilister, ligesom andre bilister er kørt op på siden af dem, har rullet vinduet ned og truet af dem med en knytnæve eller givet dem fingeren.
- I FOA Frederikshavn er vi klar over, at hele sagen med IMS Service i sagens natur optager mange af kommunens borgere, men vi tager skarpt afstand fra disse mishagsytringer overfor de ansatte ved IMS Service. Der er intet, der berettiger, at ansatte hos IMS Service skal opleve noget sådan i forbindelse med udførelsen af deres arbejde. Vi skal opfordre til, at chikanen ophører øjeblikkeligt, siger sektorformand Jens Nielsen til Kanal Frederikshavn.
FOA Frederikshavn arbejder sammen med de ansatte og IMS's ledelse om at få et godt samarbejde efter måneder med negativ omtale og kritik af virksomheden.