Andreas Højsleth kåret til 13. bedste CS-spiller i verden
Foto: PR - Astralis
Det professionelle CS:GO-hold Astralis med gameren fra Aars, Andreas Højsleth, i truppen anno april 2018.
Nordjyske Andreas 'Xyp9x' Højsleth, der spiller på verdens bedste CS GO-hold, Astralis, er efter et vanvidsår kåret som den 13. bedste spiller i 2018.
Efter et vanvittigt 2018 rent sportsligt for esportsholdet Astralis vil hæderen ingen ende tage for de danske CS GO-spillere. Det gælder også holdets nordjyske islæt, Andreas 'Xyp9x' Højsleth, der er blevet kåret som den 13. bedste spiller i 2018.
Det er det anerkendte esportsmedie HLTV.org, som står bag kåringen, der placerer Andreas Højsleth fra Aars blandt verdenseliten af CS GO-spillere.
- I 2018 har Xyp9x endnu en gang vist sig som en suveræn clutcher (afslutter, red.), idet han indtager førstepladsen med en score på 77 på ranglisten over spillere med flest vundne "én mod resten af det andet hold"-situationer ved store turneringer. Derudover har han bevist, at han har en stor overlevelsesevne, idet han er den spiller, der er sværest at dræbe med kun 0,57 deaths per round, skriver HLTV.org som deres begrundelse for kåringen.
Genvinder placering fra 2017
Det er tredje gang i karrieren, at Andreas 'Xyp9x' Højsleth kåres blandt verdens 20 bedste spillere. Første gang var tilbage i 2013, hvor nordjyden spillede på holdet CPH Wolves. Dengang blev han kåret som verdens 20. bedste spiller.
#13 Last year, #13 this year. That's consistency for ya👊
— Andreas Højsleth (@Xyp9x) 8. januar 2019
Hard to make 2019 a better year than 2018, but we will try our best! Thanks for the support everyone throughout 2018❤️ https://t.co/VDxkj3vS8S
Efter nogle års fravær på listen over de bedste spillere var Andreas 'Xyp9x' Højsleth igen at finde i top 20, da han efter et solidt 2017 blev kåret som verdens 13. bedste spiller.
Og det er altså den placering, som han nu genvinder.
- Nummer 13 sidste år, nummer 13 i år. Det er stabilitet. Svært at gøre det bedre i 2019 end i 2018, men vi vil gøre vores bedste, skriver Andreas 'Xyp9x' Højsleth selv som reaktion på kåringen på Twitter.
2018 var et usædvanligt år for det dansk CS GO-hold Astralis. Her endte det med 10 turneringssejre, en major gevinst og historiens første Intel Grand Slam titel. Alt i alt en sæson, hvor der er tikket små 30 millioner ind på præmiekontoen, og holdet har konsolideret sin position som verdens bedste CS GO-hold.