Anbefaling om hegn mod ulveangreb: - Det forslag er fint skrivebordsarbejde, men det holder ikke i praksis
Foto: Naturhistorisk Museum, Aarhus. Af Kent Olsen.
Et hegn skal kunne forhindre ulve i at angribe husdyr.
En anbefaling om hegn mod ulveangreb møder nu modstand.
- Der er brug for, at landmanden kan få lov til at forsvare sine dyr mod ulveangreb.
Sådan lyder beskeden fra formand for Landboforeningen Vestjysk, Søren Christensen.
Den skarpe udtalelse kommer efter repræsentanter fra Vildtforvaltningens Ulvegruppe har anbefalet, at man opstiller en stor mængde hegn for at beskytte husdyr mod ulveangreb.
En uholdbar, dyr og administrativ urealistisk løsning, hvis man spørger Søren Christensen.
En opgørelse fra Miljøstyrelsen viser, at der i 2022 var 32 ulveangreb på danske landmænds husdyr - mere end en fordobling fra året før.
Økonomisk tilskud til landmænd
Anbefalingen om hegn kommer blandt andet fra Karen Post Bache, naturchef i Landbrug og Fødevarer, og Bo Håkansson, seniorrådgiver i Danmarks Naturfredningsforening, der begge sidder i Vildtforvaltningens Ulvegruppe og rådgiver miljøministern om ulvehåndtering i Danmark.
De mener, at løsningen på den stigende ulvebestand ville være at give et økonomisk tilskud til landmændene, for at de kan opstille de ulvesikrede hegn.
- Det er jeg af flere grunde meget uenig i, siger Søren Christensen og uddyber:
- Den voksende ulvebestand i Danmark er uden tvivl en situation, vi skal tage alvorligt, og det kan også være fint med ulvesikrede hegn. Vi kan jo se, at det har en effekt med den forholdsvis lille ulvebestand, der er i landet nu. Men det er ikke ensbetydende med, at det er en holdbar løsning bare at hegne hele landet ind, i takt med at bestanden stiger.
Uholdbar løsning
Problemerne, der kan være ved at opstille så store mængder ulvesikret hegn, er ifølge Søren Christensen, at det både er dyrt og meget tidskrævende at opstille og vedligeholde.
- Jeg ikke tror på, at en særlig stor del af befolkningen synes, det er en god idé, at vi indhegner de naturarealer, man ellers har kunne færdes i og nyde naturen, siger Søren Christensen og fortsætter:
- Det er heller ikke nævnt med et eneste ord i anbefalingen om hegn, hvordan det stresser eksempelvis hestene, når de først én gang har oplevet, at der er en ulv – også selvom den er på den anden side af et hegn. Dyrenes stressniveau bliver fuldstændig undervurderet.
Søren Christensen mener, at lodsejere og landmænd selv skal kunne regulere i ulvene, når bestanden bliver for stor, eller der er problemer med ulve, der går til angreb.
- Fremadrettet kommer der til at være så mange ulve, at det ikke er en holdbar løsning. Det forslag er fint skrivebordsarbejde, men det holder ikke i praksis, fastslår Søren Christensen.