Analytiker: Asylpolitik får politikerne til skifte parti
Aysel Jørgensen skifter parti pga. flygtningepolitikken. Hun er den tredje nordjyske politiker inden for kort tid, der skifter parti grundet asylpolitik.
I dag kom det frem, at medlem af kommunalbestyrelsen i Jammerbugt Kommune Aysel Jørgensen har meldt sig ud af Socialdemokraterne og ind i Alternativet i stedet.
- Jeg har nu været i lokalpolitik i to år, og jeg har erfaret, at det for mig er helt afgørende, at den politik, jeg står på mål for, baserer sig på de værdier, der for mig som menneske er grundlæggende. Og det er derfor, at jeg nu melder mig ind i Alternativet, hvis værdier blandt andre tæller empati, generøsitet og mod, skriver Aysel Jørgensen på facebook.
Også den tidligere SF'er Melanie Simick fra Mariagerfjord Kommune har skiftet til Alternativet. Det gjorde hun 4. januar i år.
- Alternativets holdninger flugter med mine. Især når det handler om økologi, grøn omstilling og flygtninge, sagde Mellanie Simick, da hun skiftede parti.
Før dem hoppede også den tidligere Venstreprofil Jens Rohde til Radikale Venstre. Skiftet skete på grund af asylpolitikken.
TV 2s politiske reporter Thomas Funding mener, at der er ved at ske et skred på området.
- Der er noget større i gang i dansk politik. Udlændingepolitiken fylder mere og mere, og for mange partimedlemmer er det ved at blive et afgørende politisk tema, siger Thomas Funding fra TV2.