Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

ANALYSE: Ingen har nogen sinde fået så mange stemmer i Nordjylland - nu stopper han

Foto: TV2/Nord

Med 29.192 personlige stemmer overhalede den nyopstillede Orla Hav alle de andre S-kandidater i landsdelen og susede ind på Christiansborg. Nu er det slut, da han ikke genopstiller.

Orla Hav (S) prægede nordjysk regionalpolitik i en lang årrække, men skiftede i 2007 til Christiansborg. Ved næste valg står hans navn ikke på stemmesedlen, meddelte han lørdag.

At en snart 70-årig - Orla Hav runder det skarpe hjørne til april - går på pension, er ingen stor overraskelse. 

Men med det socialdemokratiske folketingsmedlems officielle, ikke ganske uventede melding om, at han ikke genopstiller ved det næste folketingsvalg, sættes der punktum for en lang politisk karriere, båret af et stort samfunds-engagement og solide, traditionelle socialdemokratiske værdier.

Stor stemmesluger

Ingen folkevalgt i Nordjylland har før eller siden fået så mange stemmer, som Orla Hav fik, da der i 2005 for første gang var valg til det nye regionsråd: 86.432 stemte personligt på ham - det var 28 pct. af samtlige afgivne stemmer i Nordjylland!

Til sammenligning fik Mette Frederiksen i 2019 ved folketingsvalget i Nordjylland 43.489 stemmer (og Orla Hav 5694).

Orla Havs næsten fire årtier lange virke som folkevalgt falder i to dele: Først 24 år i regionalpolitik, dernæst indtil nu 14 år i Folketinget.

Han kom ind i det daværende amtsråd som stedfortræder, da en anden sundbynit, amtsborgmester Jens M. Nielsen, pludselig døde i 1983. 

Her steg han i graderne, trivedes tydeligvis specielt godt i årene som formand for socialudvalget - og afløste 1998 partifællen Søren Madsen som amtsborgmester.

I et tæt samarbeje med amtsdirektør Per Okkels ledede han Nordjyllands Amt og havde formentlig håbet på at kunne blive ved med det. 

Han kendte Nordjylland og nordjyderne - og omvendt. På Christiansborg indgik en række partier imidlertid en strukturreform, hvor amter blev afløst af regioner med betydeligt færre opgaver og muskler.

Dét huede på ingen måde Orla Hav. 

Han lod sig ikke desto mindre - efter et kanonvalg, der gav genlyd i hele landet - vælge til ny regionsrådsformand i 2005, men var i 2007 ikke sen til at slå til, da Aalborg Nordkredsen pludselig stod uden folketingskandidat, fordi Frank Jensen, efter at have tabt formandsvalget til Helle Thorning-Schmidt, forlod Folketinget.

Med 29.192 personlige stemmer overhalede den nyopstillede Orla Hav ved folketingsvalget samme år alle de andre S-kandidater i landsdelen og susede ind på Christiansborg.

Fra Nordjylland til hele landet

Som for andre før og efter ham, der skiftede nordjysk politik ud med landspolitik, blev skiftet ikke kun lykkeligt. 

I amt og region havde han været nr. et i et politisk organ med tradition for bredt samarbejde; nu var han én blandt mange i en stor folketingsgruppe og et ting med en ganske anden politisk kultur. Og havde han troet, at man i hans parti ville gøre brug af hans indiskutable kendskab til regional- og sundhedspolitik, tog han fejl.

Det bed han i sig næsten uden at kny.

Orla Hav har gennem de snart 15 år på tinge bestridt skiftende ordførerskaber - de seneste år med titel af erhvervsordfører. Han har løftet opgaverne samvittighedsfuldt uden de store armbevægelser og det meste af tiden uden den store gennemslagskraft uden for den christiansborgske andedam.

Medlem af den gamle skole

På mange måder har han været et klassisk folketingsmedlem af den gamle skole: Han har passet de tildelte opgaver, har ihærdigt arbejdet for at slå bro mellem Nordjylland og Folketinget og har flittigt passet sin kreds, som aldrig har kaldt forgæves på ham.

Han er partisoldat og har (næsten) altid stået på mål for sit partis politik. Med Helle Thorning-Schmidt havde han det ikke helt let, men hans loyalitet over for partiet, hvis ungdomsorganisation han meldte sig ind i som 13-årig, har der aldrig været tvivl om. Også selv om det aldrig var ham, der blev ringet til, når Socialdemokratiet skulle stille ministre.

Det huede ham dog ikke, da en af hans sønner, Thomas, der i 2017 havde fået et meget flot valg til regionsrådet, efterfølgende blev sendt ud i kulden. Ikke alle i partiets nordjyske top havde forståelse for, at Orla Hav i dén grad, som tilfældet var, forsvarede sønnen.

Hav med begge ben på jorden

Nu takker den læreruddannede Orla Hav af efter en helhjertet og pletfri karriere i folkestyrets tjeneste, og hans kreds skal på jagt efter en ny folketingskandidat. 

At Orla Hav har bevaret begge ben på jorden og og ydmygheden over for dét at være folkevalgt, dokumenteres af ham selv i meddelelsen om, at han ikke genopstiller. 

Hvor andre sagtens kunne finde på at remse egne resultater op efter så mange år i politik, skriver Orla Hav blot: "Det har været en ære og et privilegium at få lov til at repræsentere de nordjyske borgere og bidrage til at forme samfundet i samspil med andre partier og partifæller".


AaB-træner afviser: - Jeg vil ikke snakke om placering

AaB's cheftræner Menno van Dam i superligakampen mellem AaB og Viborg FF på Aalborg Portland Park, søndag den 24. november 2024.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)

Efter 16 spillerunder ligger AaB på en niendeplads med 17 point.

AaB fik fire på stribe, da det er den fjerde kamp i streg, hvor klubben tager ét point med sig.

AaBs hollanske cheftræner vælger dog den positive vinkel på pointet - trods AaB i nu seks kampe, ikke har vundet:

- Hvis de andre hold taber fire kampe, og man ser på det ud fra det, så har vi vundet fire point. Ét point er bedre end nul.

En kedelig affære

Søndagens opgør endte nemlig 0-0 mod Viborg FF i en kedelig affære, hvor det var udeholdet, der dominerede.

Dermed missede AaB chancen for at nå næsten op på siden af Viborg - i stedet hedder afstanden nu fire point.

Men den snak preller af på AaB-træneren:

- Jeg vil ikke snakke for meget om placering. I dag tager jeg et rent bur med fra kampen. Vi forsvarede os godt, og vi er generelt blevet bedre i vores spillestil de sidste uger.

Især i første halvleg holdt udeholdet fra domkirkebyen AaB i et jerngreb, og i starten af anden halvleg måtte AaB's målmand, Vincent Müller, diske op med en mirakelredning.

Trods dominansen fra Viborg, mener AaB's cheftræner dog ikke, at der kun var tale om envejstrafik.

- Hvis man ser på de sidste 25 minutter af anden halvleg, så var det også god fodbold, siger den hollandske cheftræner.

Efter 16 spillerunder ligger AaB på en niendeplads med 17 point.


Store stjerner vækker interesse for sporten: Det mærker man hos nordjysk forening

Unge svømmetalenter fra hele Danmark har i weekenden været samlet til Aalborg Cup 2024.

Svømmehud mellem tæerne, rosinhud på fingerne og den karateristiske duft af klor.

Det er noget 11-, og 12-årige Josephine Emilie Lykke Andersen og Rikke Lund fra Aabybro Svømmeklub i den grad kender til.

I weekenden har svømmere fra hele Danmark dystet i forskellige discipliner og distancer ved i Aalborg Cup 2024.

- Det er sjovt, og man får nogle gode venner, foræller Rikke Lund, og hendes svømmekammerat er enig.

- Det har været rigtig hyggeligt, vi har været meget sammen, så det har været rigtig dejligt, lyder det fra Josephine Emilie Lykke Andersen.

Mødte OL-svømmer

De mindre og nyere svømmere fik i weekenden også lejlighed til at møde mere erfarne svømmere. Martine Damgaard fra KVIK Kastrup, der deltog ved OL i sommer var med til cuppen i dag.

Det samme var Karoline Kjeldstrup fra Aalborg Svømmeklub, der i sidste uge vandt guld ved DM i hold.

- Det betyder megameget at få lov til at være her og give noget tilbage, som jeg har fået, da jeg var helt lille, fortæller hun.

Stor interesse

Siden coronatiden har det danske foreningsliv haft svært at få startet op, men det går godt i de nordjyske svømmeklubber. Tal fra Dansk Idrætsforening i 2022 viser, at SvømDanmark havde 186.185 medlemmer.

En stigning på 10 procent på fem år.

- Vi kan sagtens mærke, at der er interesse for konkurrencesvømning, alle vores hold er rigtig godt fyldte. Så det er der stor tilslutning til, så der mangler vi ikke nogen, fortæller talentudvikler ved Aalborg Svømmeklub, Anders Kjær Pedersen.

Ifølge ham er der en effekt, når man, som Aalborg Svømmeklub, har navne, der konkurrerer på eliteplan.

- Det er det, de unge spejler sig i. Det er det, de drømmer om, selvom det er et nåleøje at komme igennem, forklarer han.

OL-drømmene spirer stadig

Fremtiden ser lys ud for talentudviklingen i det nordjyske svømmelandskab.

- Fra vores klub er vi godt på vej. Vi har en god fødekæde til fremtiden, både på juniordelen, men også på seniordelen.

Fremtidsdrømmene er store hos de de unge svømmertalenter.

- Altså jeg håber da selvfølgelig at jeg kan være med på den helt store internationale scene, altså det ville da være drømmen, fortæller Karoline Kjelstrup.

- Jeg har en drøm om at komme med til OL igen, og gerne i 2028, hvis det kunne være en mulighed, lyder det aflsutningsvis fra Martine Damgaard.


AaB-talismand blev "udsultet", mener ekspert

Foto: Bertram Bailey / TV2 NORD

AaBs offensive es var helt ude af kampen. - Så må man switche.

Der er to alternativer til uafgjort, siger Morten Bruun ofte.

I dag måtte AaB derfor være glade for det ene point, der var tættest på at blive konverteret til nul af de to duellanter søndag eftermiddag, AaB og Viborg.

Så meget køber AaB's anfører, Mathias Jørgensen også ind på.

- Jeg er rimelig godt tilfreds med det point, vi får lavet i dag. Det er ikke vores bedste kamp. Når vi har sådan en dag på kontoret, er det godt at komme herfra med et point, siger han og roser samtidig modstanderholdet Viborg.

Da de to hold mødtes tidligere på sæsonen, vandt AaB 3-2 i Viborg, hvor selvsamme Jørgensen scorede et af sæsonens mål. Dengang var det begge hold, der var farlige kampen igennem.

- Jeg er jo også afhængig af mine holdkammerater

Denne søndag i november var trafikken på hovedvej 13 mellem Aalborg og Viborg noget mere envejs.

Især blev talismanden Jørgensen holdt mere eller mindre væk.

- En spiller som Mathias Jørgensen blev jo nærmest udsultet, skrev Morten Bruun, TV 2 Sports ekspert i sin karaktergivning.

- Der er ingen tvivl om, at i dag er jeg slet ikke lige så meget på bolden, som jeg gerne vil. Jeg er jo også afhængig af mine holdkammerater, så det går ud over ens egen indsats, at vi ikke har bolden så meget. Så er man nødt til at switche oppe i hovedet. At tage arbejdshandskerne på og prøve at tage så mange defensive meter som muligt, erkender angriberen efter nullerten.

Aalborgs Vincent Müller leverede en vild redning på Viborgs Ibrahim Saids skud og hjalp holdet med at holde sig inde i kampen.

Frustrationerne var tydelige i første halvleg, hvor Menno van Dam gestikulerede højlydt over Viborgs jerngreb. Det blev da også bedre i anden halvleg, mener Mathias Jørgensen.

- Vi snakkede om, at vi var bedre på bolden end det, vi viste i første halvleg, og det syntes jeg også, vi går ud og viser i dele af anden halvleg.

AaB-topscoreren kunne dog ikke føje flere mål til statistikken søndag, og når man ikke selv leverer i den ene ende, må rosen nødvendigvis sendes ned i den anden. I hvert fald uddeler anføreren store roser til sin målmand, Vincent Müller, der blandt andet leverede en gigantisk feberredning i starten af anden halvleg.

- Det var dejligt, siger anføreren om det alternativ til uafgjort, der blev sikret.


Fra druk og hor til småkager og sang: Sådan har julen ændret sig gennem årene

Hjemmelavet snaps er stadig et hit til julefesten.

Engang var julen og juleaften en vild og våd fest for tjenestefolk.

At "Trille Julekage" er en leg fra 1700-tallet, da det gik vildt for sig blandt tjenestefolkene på gårdene.

En pige og en fyr lagde sig oven på hinanden på et bord, mens de andre i selskabet æltede dem. Det blev kaldt julelege og involverede masser af alkohol og erotik. Skiftende danske konger fik nok, og med tiden blev julelegene forbudt.

Ind kom 1800-tallet og de traditionerne, vi kender i dag.

- Man rydder op i nogle af de gamle ting, som måske var mere vilde, end den måde, vi gør det på i dag, og så bliver familien også lidt mere central i den måde, vi fejrer julen på, forklarer Elisabeth Barfod Carlsen, der er leder af museet Herregården Hessel ved Hvalpsund.

Anderledes julemarked

Om præcis en uge er det første december. En måned fuld af traditioner. De fleste af dem stammer fra 1800-tallet. Det fejrede de i weekenden med julemarked på Herregården Hessel.

- Vi synes, vi som museum har en forpligtelse til at vise, hvorfor vi gør de her ting, og det kan vi gøre ved at vise, at det skete i 18 hundredetallet. Vi synger sange, vi spiser småkager, og vi spiser grisemad. Alle sådan nogle ting, som er vigtige i forhold til at huske, hvorfor vi fejrer jul, fortæller Elisabeth Barfod Carlsen.

Kom med på julemarked og hør om traditionerne, der i den grad skiftede karakter.

Den bagte småkage kom i i midten af 1800-tallet, da vi begyndte at få de første ovne. Juletræet holdt sit indtog fra Tyskland i starten af 1800-tallet, og en sang som "Højt fra træets grønne top" kom i 1847.

- Det betyder rigtig meget, og nogle af vores sange handler om, hvordan familien fejrer jul sammen. Julen bliver noget, man rigtig gerne vil være sammen om, siger Elisabeth Barfod Carlsen.

På Herregården Hessel blev der i weekenden holdt julemarked med traditionerne fra 1800-tallet.

Stop for de vilde julefester

Det lykkedes altså at få stoppet de vilde julefester dengang i 1800-tallet, hvor nationalisme og Grundtvig var i førersæddet.

- Det var ikke nogen kristen måde at holde jul på, påpeger Elisabeth Barfod Carlsen.

Men helt ærligt. I stedet for fest med druk og hor, så holder vi hinanden i hænderne, mens vi danser rundt om et juletræ, og spiser små tørre kager?

- Det kan godt være, det var lidt bedre før, men det var også mere syndigt, så det har man haft travlt med - i hvert fald fra kirkens side - at få forbudt, forklarer Elisabeth Barfod Carlsen.

Museumslederen fortæller, at i dag har de mange julefrokoster op til juletid taget over, hvor julelegene slap. Så i virkeligheden er vi så privilegerede, at vi på selve juleaften kan hylde vores traditioner fra 1800-tallet, og i alle weekenderne op til kan dyrke de uartige julelege fra Christian den 4. tid, selv om kongen faktisk selv forsøgte at komme dem til livs med et forbud i 1629.

I øvrigt hvis du godt kan lide gløgg? Den varme, søde drik blev serveret for første gang på Sydtyske slotte i 1400-tallet. Vil du gerne vide endnu mere om de gamle, syndige julelege, så kan du læse mere her på Vindenskab.dk's hjemmeside.


Biler i frontalt sammenstød: To kvinder kørt på hospitalet

Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

De er begge til behandling, men det er ikke livstruende ifølge vagtchefen.

Nordjyllands Politi kørte klokken 17.13 til et alvorligt færdselsuheld, som skete på Hjørringvej mellem Serritslev og Årup.

TV2 Nord kunne som de første fortælle om uheldet, og på daværende tidspunkt oplyste vagtchef ved Nordjyllands Politi Karsten Højrup, at det var to biler, som var kørt frontalt sammen, og at en kvinde var fastklemt.

Klokken 18.30 oplyser vagtchefen, at det var en 88-årig kvinde og en kvinde, som man endnu ikke kender alderen på, der var involveret i ulykken.

De to kvinder er kørt til tjek på sygehuset. De var begge vågne og ved bevidsthed ifølge vagtchefen, men deres tilskadekomst er foreløbig ukendt.

- De er begge til behandling, men det er dog ikke livstruende, oplyser vagtchefen.

Ifølge vagtchefen er det formegentlig den 88-årig kvinde, der af endnu uvisse årsager var kørt over i den modsatte vejbane. Her forsøgte den anden kvinde at undvige, men de to endte med at køre sammen.

Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord