ANALYSE: Hvad kan Theresa Scavenius nu gøre?
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
1081 nordjyske vælgere sendt sidste år Theresa Scavenius i Folketinget. Nu er hun smidt ud af sin folketingsgruppe.
Theresa Scavenius, der for godt 10 måneder siden blev nyvalgt af nordjyske vælgere til Folketinget, opstillet for Alternativet, er nu ekskluderet fra partiets folketingsgruppe og frataget sine ordførerposter. Hvor stiller det hende - hvilke mulige næste skridt er der?
Her er et par bud på, hvad der kan ske:
1) Theresa Scavenius er indtil videre ikke ekskluderet af partiet Alternativet, “kun” af folketingsgruppen. Hun kan derfor vælge at fortsætte sit virke som MF for Alternativet, men uden at kunne tale på partiets vegne.
2) Theresa Scavenius kan vælge at melde sig ud af Alternativet. Hun kan, teoretisk set, tilslutte sig et andet parti (hvis det vil optage hende), men det mest sandsynlige er i dette tilfælde, at hun bliver løsgænger. Dem har Folketinget de seneste år set et stærkt stigende antal af.
En løsgænger er medlem af tinget på lige vilkår med de 178 andre, men har i reglen kun indflydelse, hvis deres mandat er afgørende.
3) Folketingsmedlemmer er personligt valgt. Det vil sige, at en eksklusion af en folketingsgruppe eller et parti ikke kan tvinge et medlem til at træde ud af tinget. Mandatet er ens personlige valgperioden ud.
Men skulle Theresa Scavenius vælge at forlade Folketinget i utide, vil mandatet umiddelbart tilfalde den kandidat på Alternativets liste, der ved valget i 2022 fik næstflest personlige stemmer i Nordjylland. Theresa Scavenius fik 1081 personlige stemmer. Næstflest - 497 - fik Joachim Plaetner Kjeldsen. Han er en af de få Alternativet-politikere, der har formået at vinde et byrådsmandat og er medlem af kommunalbestyrelsen i Thisted.
Som kortene lige nu er givet, er det op til Theresa Scavenius, hvad det næste skridt bliver. Hun har indtil videre ikke villet ytre sig offentligt om sine overvejelser.