Agustinussen i tænkeboks
Thomas Augustinussen har endnu ikke besluttet, om han vil blive i AaB eller forlade klubben ved kontraktudløb til sommer. En kort forlængelse er en mulighed
Thomas Augustinussen har været iført en rød- og hvidstribet trøje gennem mere end halvdelen af sit liv. Siden 1994 har den 26-årige midtbanespiller været hos AaB, men til sommer kan det være slut, når han har kontraktudløb.
- Jeg har fået et udspil af AaB, men jeg har sagt, at jeg afventer situationen, inden vi begynder at forhandle kontrakt. Vi ved endnu ikke, hvem der skal være træner efter sommerferien, og der er også spørgsmålstegn ved andre spillere. Det vigtigste for mig er at se, hvad der sker i klubben, så lige nu har jeg ikke travlt med at skrive under, siger Thomas Augustinussen.
Ligalandsholdsspilleren overvejer at forlænge for en kort periode, lige som hans tidligere AaB-holdkammerat Rasmus Würtz gjorde for to år siden.
- Det er helt sikkert en mulighed. Jeg er rigtig AaB'er, så det bedste for mig ville også være, at AaB tjente en del penge på at sælge mig til udlandet. Jeg har ikke taget stilling til det endnu, men det er en mulighed at forlænge med et eller måske to år og få lavet nogle klausuler i kontrakten, siger Thomas Augustinussen.
/ritzau/